(navigation image)
Home American Libraries | Canadian Libraries | Universal Library | Community Texts | Project Gutenberg | Children's Library | Biodiversity Heritage Library | Additional Collections
Search: Advanced Search
Anonymous User (login or join us)
Upload
See other formats

Full text of "Stjernen"

Stiernen 




arts 

o 

Årgang 136 
Nummer 3 




Marts 1987 
136. årgang 
Nummer 3 

Det øverste Præsidentskab: 

Ezra Taft Benson 
Gordon B. Hinckley 
Thomas S. Monson 

De tolvs Kvorum: 

Marion G. Romney, Howard W. Hunter, 
Boyd K. Packer, Marvin J. Ashton, 
L. Tom Perry, David B. Haight, 
James E. Faust, Neal A. Maxwel, 
Russell M. Nelson, Dallin H. Oaks, 
M. Russell Ballard, Joseph. B. Wirthlin 

Vejledere: 

Hugh W. Pinnock, John H. Groberg, 
James M. Paramore, Derek A. Cuthbert 

Redaktør: Hugh W. Pinnock 

Adm. direktør for Kirkens tidsskrifter: 

Ronald L. Knighton 

International Magazines: 

Chefredaktør: Larry A. Hiller 

Redaktører: David Mitchell, Jan Pinborough 

Børnestjernen: Diane Brinkman 

Layout og design: Kay Stevenson, Sharri Cook 



Stjernen 



Redaktør: Jørgen Ljungstrøm, 
Medredaktør: Tom A. Jensen 

Redaktionens adresse: 

Translation Division 
Hans Egedes Gade 2, 1. 
DK-2200 København N 
Telf. 01391366 

Distribution: 

Nordisk Distributions Center 
Smedevangen 9 
DK-3540 Lynge 
Telf. 02187727 

© 1987 by the Corporation of the President of 
the Church of Jesus Christ of Latter-day Saints 

Eftertryk forbudt 



Abonnement: 

12 numre Dkr. 72,- (inkl. moms og porto) 
Betaling over giro 3120988 til 
Nordisk Distributions Center, 
Smedevangen 9, DK-3540 Lynge. 
USA og Canada: $ 10.00 
(Surface mail) 

Udkommer 12 gange om året 

Printed by Friedrichsdorf Printing Centre 
Federal Republic of Germany 

ISBN 0900-2545 

PB MA 0551 DA 




ernen 



Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helliges officielle tidsskrift med artikler 
fra Ensign, New Era og Friend. 



Indhold 

2 Fortvivl ikke, Præsident Ezra Taft Benson 
8 Besøgslærerindernes budskab: 

Stræben efter kundskab - en livslang proces 
10 Evangeliet er et fælles bånd 

der binder os sammen: 

En samtale med hjælpe foreningens præsidentskab 
13 20-års jubilæum: 

Kirkens internationale tidsskrifts 

Jan Pinborough 
16 Eksempel på kærlighed, Karen Ann Anderson 
18 Præsident Marion G. Romney: „Når denne mand knæler 

er han omgivet af hellighed", Marvin K. Gardner 
26 Hvis du vil tjene dem, så elsk dem, Susan Hainsworth 
30 „Man kan køre i flere retninger", 

Ældste William Grant Bangerter 

Især for unge 

40 Opskrift på nadvermødetaler, Chris Crowe 

42 Enden er ikke endda, Janet Thomas 

44 En lektie i majsmarken, Sandra Stallings 

46 Livets kræfter, Ældste Russell M. Nelson 




Børnestjernen 



2 Karins far, Diane Aldrow Winzler 

4 Hvis du havde været der, Mabel Jones Gabbot 

7 Figur fra skriften 

8 Bare for sjov 



På omslaget: 

Præsident Ezra Taft Benson 




wt 








^^J 










BUDSKAB FRA DET ØVERSTE PRÆSIDENTSKAB 



FORTVIVL IKKE 



Præsident Ezra Taft Benson 



Vi lever i en tid, om hvilken Herren sagde, at 
menneskenes hjerter ikke ville være tilstrække- 
ligt stærke, ikke kun fysisk, men også åndeligt 
(se L&P 45:26). Der er mange, der mister modet i livets 
kamp. Selvmord står ifølge statistikken højt på listen 
over dødsårsager blandt studerende. Nu hvor den 
endelige kamp mellem godt og ondt nærmer sig med 
sine prøvelser, bliver Satan stadig mere opsat på at 
overvinde de hellige med fortvivlelse, mismod og 
depressioner, og få dem til at give op. 

Men af alle mennesker skulle vi sidste dages hellige 
være de mest optimistiske, og de mindst pessimisti- 
ske. For skønt vi ved, at „fred skal borttages fra jord- 
en, og djævelen skal have magt over sit eget rige," 
så forsikres vi dog om, at „Herren vil også have magt 
over sine hellige og regere iblandt dem og komme ned 
til dom over Idumæa, eller verden" (L&P 1:35-36). 

Idet vi altså bliver forsikrede om, at kirken vil for- 
blive den samme, og at Gud vil lede den gennem de 
vanskelige tider, der er forude, så er det vort individu- 
elle ansvar at sørge for, at vi hver især forbliver tro- 
faste mod kirken og dens lærdomme. 

„Men den, som holder ud til enden og ikke bliver 
overvundet, han skal blive frelst" (Joseph Smiths 
Skrivelser 1:11). For at hjælpe os, så vi ikke bliver 
overvundet af djævelens snarer, eller af modløshed og 
depression og giver op, har Herren givet os mange 
råd, der, hvis vi følger dem, vil opløfte vore sjæle og 
give os glæde i sindet. 

1. Omvendelse. 

I Mormons Bog læser vi, at „fortvivlelse kommer af 
ugudelighed" (Moroni 10:22). „Når jeg gør noget 
godt, så har jeg det godt," sagde Abraham Lincoln, 
„og når jeg gør noget jeg ved jeg ikke burde, så har jeg 
det skidt". Synden får et menneske til at fortvivle og 
give op. Skønt et menneske måske kan finde en mid- 
lertidig glæde ved at synde, så er slutresultatet altid 
ulykke. „Ugudelighed har aldrig været lykke" 
(Alma 41:10). Synd resulterer i, at vi ikke længere føler 



os i harmoni med Gud, og at vi bliver nedtrykte. Der- 
for gør man klogt i at tænke igennem, om man nu og- 
så lever i harmoni med alle Guds love. Hver eneste 
lov, vi overholder, giver os sin særlige velsignelse. 
Hver lov vi bryder fører en bestemt straf med sig. De, 
som er fortvivlede, bør gå til Herren, for hans åg er 
gavnligt, og hans byrde er let (se Matt. 11:28-30). 

2. Bøn. __ 

At bede når man trænger, er en velgerning. Enten 
det bare er dagligdags vanskeligheder eller vort eget 
personlige Getsemane, så sætter bønnen - vedvaren- 
de bøn - os i forbindelse med Gud, som er den største 
kilde til trøst, og den bedste til at give os råd. „Bed 
altid, så du må vinde sejr" (L&P 10:5) - bed til stadig- 
hed. „Men jeg anvendte alle mine kræfter på at an- 
råbe Gud om at udfri mig" - sådan beskriver Joseph 
Smith den metode han brugte til at afholde fjenden 
fra at udslette ham i Den hellige Lund (Joseph Smiths 
Historie 2:16). Dette er også nøglen til, hvordan vi kan 
holde vore depressioner fra livet. 

3. Tjeneste. 

At glemme sig selv i retfærdig tjeneste for andre kan 
i høj grad opløfte en og få ens tanker bort fra personli- 
ge problemer, eller i det mindste gøre, at man kan se 
dem i det rette perspektiv. „Hvis du er lidt trist," sag- 
de præsident Lorenzo Snow, „så se dig omkring, og 
find en der har det værre end dig, henvend dig til 
ham og find ud af, hvad der er i vejen, og prøv så at 
hjælpe ham med det problem i overensstemmelse 
med den visdom Herren giver dig; og snart vil du 
opdage, at dit dårlige humør er borte. Herrens Ånd 
er hos dig, og alt synes meget bedre." 
(Conference Report, 6. april 1899, s. 2-3). 

En kvinde, som på retfærdig vis er optaget af at op- 
drage sine børn, har en bedre chance for at holde hu- 
møret oppe, end en kvinde, som kun er interesseret i 
sine personlige problemer. 



4. Arbejde. 



Jorden blev forbandet for Adams skyld. Arbejdet er 
vor velsignelse, ikke vor straf. Gud har arbejde, der 
skal udføres, og det bør I også have. Mangen mand er 
blevet deprimeret af at holde op med at arbejde, og 
det har fremskyndet hans død. Man siger jo, at selv de 
onde hellere fletter tove af sand, end at skulle ende i 
uvirksomhedens helvede. Vi bør flittigt tage os af vort 
åndelige, mentale, medmenneskelige og fysiske velbe- 
findende, ligesom vi bør tage os af de mennesker, vi 
har ansvaret for. 

I Jesu Kristi kirke af Sidste Dages Hellige er der ar- 
bejde nok at udføre for at fremme Guds rige. Missio- 
nering, familiens genealogi, tempelarbejde, familieaf- 
tener og kirkekaldelser som skal passes, er blot lidt af 
det der forventes af os. 



5. Helbred. 



Det fysiske legemes tilstand kan påvirke ånden. Det 
er derfor, Herren gav os visdomsordet. Han sagde og- 
så, at vi skulle gå tidligt i seng og stå tidligt op (se L&P 



88:124), og at vi ikke bør løbe stærkere, end vi har 
kræfter til (se L&P 10:4), samt at vi bør vise mådehold- 
enhed i alle gode ting. Generelt er det sådan, at jo me- 
re naturlig føde vi spiser - jo mindre forarbejdet den 
er, og jo mindre tilsætningsstoffer der er i den - jo 
sundere er det for os. Maden kan påvirke sindet, og 
mangler i visse af legemets funktioner kan udmærket 
medføre psykiske depressioner. 

En grundig lægeundersøgelse fra tid til anden er en 
udmærket sikkerhedsforanstaltning og kan være med- 
virkende til, at visse problemer bliver opdaget og be- 
handlet. Både hvile og motion er en nødvendighed, og 
en rask tur i den friske luft kan også opfriske én ånde- 
ligt. Sunde fritidsbeskæftigelser er en del af vor religi- 
on, og en god lejlighed til at sætte farten lidt ned. Blot 
det, at man glæder sig til det, kan virke opløftende på 
ånden. 

6. Læsning. 

Mange mennesker har i deres prøvelsers time fun- 
det trøst og opmuntring i Mormons Bog. 
Salmerne i Det gamle Testamente er ganske særlig 




i|^w* 



°~W r ~~M 




— 



velegnede for den, der føler sig ulykkelig. I vore dage 
er vi velsignede med Lære og Pagter, de moderne 
åbenbaringer. Profeternes ord er god læsning, og kan 
både vejlede og trøste, når vi er nedtrykte. 

7. En præstedømmevelsignelse. 

Når man befinder sig i en vanskelig periode, eller 
man ved, at man snart vil stå overfor en sådan, kan 
man bede om at få en præstedømmevelsignelse. Selv 
profeten Joseph Smith søgte og fik en velsignelse af 
Brigham Young og fik således trøst og vejledning. 
Fædre, lev så I kan velsigne jeres egen hustru og jeres 
børn. 

At modtage og siden stadig under bøn overveje ind- 
holdet af sin patriarkalske velsignelse kan give én en 
værdifuld indsigt, særlig i en prøvelsens stund. Nad- 
veren vil „velsigne . . . sjælene" (L&P 20:77, 79) for al- 
le dem der i retfærdighed tager del deri, og derfor bør 
man ofte tage del i nadveren, også de mennesker der 
er syge og lænket til sengen. 

8. Faste. 

Skriften fortæller os, at der er visse onde ånder, 
der kun kan uddrives ved faste og bøn (se Matt. 
17:14-21). En faste af og til kan hjælpe til at klare tank- 
erne og styrke legemet og ånden. Den sædvanlige fa- 
ste, som vi forventes at deltage i fastesøndag, varer i 
24 timer, hvor vi hverken drikker eller spiser. Der er 
nogle, der synes, de har behov for at faste længere, 
idet de altså ikke indtager føde, men drikker den væ- 
ske de behøver. 

Man skal bruge visdom i forbindelse med dette, og 
fasten bør afsluttes med et let måltid. For at gøre fa- 
sten mere virkningsfuld, bør den samordnes med bøn 
og meditation; fysisk arbejde må begrænses til et mini- 
mum, og det er en velsignelse, hvis man kan tænke 
over skrifterne og grunden til fasten. 

9. Venner. 

Gode venners kammeratskab kan ikke overvurde- 
res. Venner, som hører på, hvad vi har at sige, og som 
vil dele vore glæder med os, hjælpe os med at bære 
vore byrder og give os gode råd, er uvurderlige. 
Joseph Smiths ord har en ganske særlig betydning for 
den, som har prøvet at befinde sig i depressionens 
fængsel. Han sagde: „Et venskabstegn fra en hvilken 
som helst kilde opvækker og sætter enhver sympatisk 
følelse i bevægelse". (Joseph Smiths Lærdomme, s. 158). 

Det allerbedste er, hvis det er éns familie der er éns 
nærmeste venner. Først og fremmest må vi søge at 



■■ .■-. .■■..■■ . ' . ' "■ ' ■.- , 



Hvor velsignet sød en vens stemme er; 

et venskabstegn fra en hvilken som helst kilde opvækker 

og sætter enhver sympatisk følelse i bevægelse. 




være gode venner med vor Fader i Himmelen og vor 
broder Jesus Kristus. Det er dejligt at opholde sig i 
nærheden af personer der opbygger én. Men for at 
have venner, må man selv være venlig. Venskabet be- 
gynder i hjemmet og omfatter så efterhånden hjemme- 
læreren, kvorumspræsidenten, biskoppen og andre 
lærere og ledere i kirken. Det kan være til stor op- 
muntring ofte at mødes med de hellige og nyde godt 
af deres selskab. 

10. Musik. 

Inspirerende musik kan fylde sjælen med gode tank- 
er, tilskynde én til retfærdige gerninger eller give fred 
i sjælen. Da Saul følte sig plaget af onde ånder, spille- 
de David på harpe for ham, og Saul blev i bedre hu- 
mør, og de onde ånder forlod ham (se 1 Sam. 16:23). 
Ældste Boyd K. Packer har givet os det kloge råd, at 
lære nogle af Zions inspirerende salmer udenad, og 



Sunde fritidsbeskæftigelser 
er en del af vor religion, 
og en god lejlighed til at 
sætte farten lidt ned. Blot 
det, at man glæder sig til 
det, kan virke opløftende 
på ånden. 




så, når vi føler os fristet, simpelthen synge dem, så 
vore tanker til stadighed er beskæftigede med disse in- 
spirerende ord, så der ikke bliver plads til onde tanker 
(generalkonferencen i oktober 1973). Det samme kan 
man gøre for at blive fri for nedslående, deprimerende 
tanker. 

11. Udholdenhed. 

Da George A. Smith var meget syg, fik han besøg 
af sin fætter, profeten Joseph Smith. Den syge fortalte 
senere: „Han (profeten) sagde til mig, at jeg aldrig 
måtte miste modet, ligegyldigt hvilke vanskelig- 
heder, jeg kom ud for. Hvis jeg blev sænket ned i den 
dybeste mine i Nova Scotia og havde hele Rocky 
Mountains over mig, så burde jeg alligevel ikke miste 
modet, men holde ud, udvise tro og holde humøret 
oppe, og så ville jeg til sidst nå frem i lyset igen" 
(George A. Smith Family, s. 54, red. Zora Smith Jarvis, 
Provo, Utah: Brigham Young University Press, 1962). 

Til tider må man simpelthen bare holde ud i retfær- 
dighed og vente til djævelens depressive indflydelse 
forlader én. Som Herren sagde til profeten Joseph 
Smith: „Din modgang og dine lidelser skal blot vare et 
øjeblik, 

og om du er standhaftig, skal Gud ophøje dig i det 
høje, og du skal triumfere over alle dine fjender" 
(L&P 121:7-8). 

Hvis man vedbliver med at arbejde mod gode mål, 
selv om man befinder sig i depressionens mørke, så vil 
man til sidst nå ud i solskinnet. Vor Mester, Jesus Kri- 
stus, blev udsat for sin største prøvelse, da han ved 
korsfæstelsen stod alene uden sin Fader, men han 
fortsatte alligevel med at udføre sit arbejde for menne- 
skenes børn, og kort derefter blev han herliggjort og 
modtog en fylde af glæde. Medens I gennemgår jeres 
prøvelses time, så gør I klogt i at huske på tidligere 
sejre og tælle jeres velsignelser, vel vidende, at I vil få 
endnu større velsignelser, hvis I er trofaste. Og I kan 
være sikre på, at når tiden er inde, vil Gud tørre hver 
tåre bort og give jer „hvad intet øje har set og intet øre 
har hørt, og hvad der ikke er opkommet i noget men- 
neskes hjerte, hvad Gud har beredt for dem, der 
elsker ham" (1 Kor. 2:9). 

12. Mål. 

Ethvert af Guds ansvarlige børn har brug for at sæt- 
te sig mål, både på kort og på langt sigt. Et menneske, 
der bestræber sig på at nå retfærdige mål, kan snart 
blive herre over håbløsheden, og når han har nået ét 



mål, kan han sætte sig et nyt. Nogle mål har vi til sta- 
dighed. Når vi hver uge deltager i nadveren forpligter 
vi os til at opfylde det mål, at påtage os Jesu Kristi 
navn, altid at huske ham og holde hans befalinger. 
Om Jesu forberedelse til sin mission siger skrifterne: 
„Og Jesus gik frem i visdom og vækst og yndest hos 
Gud og mennesker" (Luk. 2:52). Heri ser man nogle 
mål inden for fire hovedområder: åndelighed, kund- 
skab, fysik og medmenneskelighed. „Hvad slags 
mænd burde I da være?" spurgte Mesteren, og han 
svarede: „Sandelig siger jeg jer: Som jeg er" (3 Nephi 
27:27). Her har vi i hvert fald et mål, vi kan have os 
for øje hele livet igennem: At følge i hans fodspor, at 
fuldkommengøre os i alle dyder, som han gjorde, at 
søge hans nærhed og bestræbe os på at gøre vor 
udvælgelse og kaldelse sikker (se L&P 53:1). 

„Brødre," udbrød Paulus, „. . . ét gør jeg: idet jeg 
glemmer, hvad der er bagved, og rækker efter det, der 
er foran, 

jager jeg frem mod målet, den sejrspris, som Gud 
fra det høje kaldte os i Kristus Jesus" (Fil. 3:13-14). 

Lad jeres tanker være optaget af det mål at være 
Herren lig, og så vil I blive de depressive tanker kvit i 
jeres stræben efter at kende ham og gøre hans vilje. 
„Lad det samme sindelag være i jer som var i Kri- 
stus," sagde Paulus (Fil. 2:5). „Vend alle jeres tanker 
mod mig," sagde Jesus (L&P 6:36). Og hvad vil resul- 
tatet blive, hvis vi gør dette? „Du holder dens sind 
fast, som vogter på fred, thi det stoler på dig" 
(Es. 26:3). 

„Frelse," sagde profeten Joseph Smith, „er intet 
mindre end at sejre over alle vore fjender og lægge 
dem under vore fødder" (Profeten Joseph Smiths Lær- 
domme, s. 356). Vi kan hæve os over fjendernes for- 
tvivlelse, depressioner og opgivelse ved at huske på, 
at Gud har givet os mange muligheder for at sætte os 
ud over dem. Jeg har i dag nævnt nogle af dem. Som 
der står i Bibelen: „Det er kun almindelige, menneske- 
lige fristelser, der hidtil har mødt jer, og Gud er tro- 
fast, han vil ikke tillade, at I fristes over evne, men 
sammen med fristelsen skabe en vej ud af den, så I 
kan stå den igennem" (1. Kor. 10:13). 

Ja, livet er en prøve; og måske føler vi af og til, 
medens vi er borte fra vort himmelske hjem, ligesom 
de hellige mænd fordum følte det, nemlig, at de var 
„fremmede og pilgrimme på jorden" (L&P 45:13). I 
John Bunyans dejlige bog, Pilgrim 's Progress er hoved- 
personen kendt som en kristen, der stræber mod den 
celestiale by. Han gjorde dette til sit mål, men for at 
komme dertil måtte han overvinde mange forhindrin- 
ger, blandt andet måtte han flygte for kæmpen, som 



hed „fortvivlelse". Der findes mange måder hvorpå vi 
kan bekæmpe djævelens snarer, i form af fortvivlelse, 
håbløshed og depressioner og i stedet opløfte vor ånd 
og finde glæde, nemlig: omvendelse, bøn, tjeneste, ar- 
bejde, et godt helbred, læsning, en præstedømmevel- 
signelse, gode venner, musik, udholdenhed og mål- 
sætninger. 

Jeg beder til, at vi kristne pilgrimme i den vanskelige 
tid, der ligger foran os, må få større lykke her og stræ- 
be frem imod en fylde af glæde i det celestiale rige. 
I Jesu Kristi navn. Amen. □ 



IDEER TIL HJEMMELÆRERE 

Punkter som kunne fremhæves: Hvis du synes kan 
du fremlægge nogle af følgende punkter under 
samtalerne ved dine hjemmelærerbesøg: 

1. Som en hjælp til at overvinde vort mismod, for- 
tvivlelse, og depression har Herren givet os mange 
muligheder for at opløfte vor ånd. Det er fx omvendel- 
se, bøn, tjeneste, arbejde, at stræbe efter at opbygge et 
godt helbred, læsning, præstedømmevelsignelser, 
faste, at skabe sig venner, at lytte til god musik, 
udholdenhed og at nå sine mål. 

2. Skønt livet er en prøve er det „kun almindelige, 
menneskelige fristelser, der hidtil har mødt (os), og 
Gud er trofast, han vil ikke tillade, at (vi) fristes over 
evne, men sammen med fristelsen skabe vej ud af 
den, så (vi) kan stå den igennem" (1 Kor. 10:13). 

Hjælp til samtale 

1. Fortæl hvad du personligt mener om evangeliets 
kraft til at hjælpe os med at overvinde mismod, 
fortvivlelse og depression. 

2. Er der skriftsteder eller citater i denne artikel som 
familien kunne læse højt eller tale om? 

3. Ville denne samtale blive bedre hvis du taler med 
husets overhoved før besøget? Har du et budskab fra 
kvorumslederen eller biskoppen? 




STRÆBEN EFTER 
KUNDSKAB 



EN LIVSLANG PROCES 




BESØGSLÆRERINDERNES 
BUDSKAB 



Formål: 

At vi forstår, at det er vort ansvar at 

fortsætte med at lære hele livet 

igennem. 

„Jeg lukker nu op på jeres vegne, 
i Herrens navn, og denne forening 
skal fryde sig, og kundskab og in- 
telligens vil strømme ned fra denne 
dag og i tiden fremover" (History of 
the Church, 4:607). Sådan sagde 
profeten Joseph Smith til de søstre 
der var samlet til et hjælpefore- 
ningsmøde kort tid efter foreningen 
var blevet organiseret. Det er vort 
ansvar at stille os der, hvor vi kan 
modtage den „kundskab og intelli- 
gens" som profeten lovede at alle 
værdige søstre ville blive velsignet 
med. 

Vi bliver alle født til denne jord 
med en naturlig tørst efter hele ti- 
den at lære og gøre fremskridt. Det 
er et træk vi har arvet fra vore him- 
melske forældre. Vor himmelske 
Fader står parat til at hjælpe os med 
kundskab. „Mennesket kunne lige 
så godt strække sin svage arm ud 



Foto: Grant Heaton 



for at standse Missourifloden i dens 
løb eller vende strømmen i modsat 
retning, som hindre den Almægti- 
ge i at udgyde kundskab fra himlen 
over de sidste dages helliges hove- 
der" (L&P 121:33). 

Præsident Gordon B. Hinckley 
fra Det øverste Præsidentskab op- 
regnede engang de velsignelser 
som Herren har givet sidste dages 
hellige kvinder. Han sagde, at 
kvinderne har mulighed for at 
„uddanne deres forstand og hænd- 
er, at forfine deres talenter og der- 
ved kvalificere sig til at arbejde i det 
samfund de skal leve i." Han på- 
mindede os så om, at: „I har, i lig- 
hed med mænd, ret til Kristi Ånd, 
som oplyser enhver mand og kvin- 
de der kommer ind i denne verden 
(L&P 84:46)," (Generalkonferencen 
i oktober 1986). Præsident Hinckley 
råder os til at prioritere ægteskab 
og familie højest, og dernæst enga- 
gere os i uddannelsesprogrammer 
og forøge vor påskønnelse af kunst 
og kultur. Ligegyldigt hvad vor nu- 
værende situation er, kan vi for- 
søge at øge vor kundskab og oplyse 
vor forstand. Vi kan alle gøre vore 
hjem til et lærdommens hus. Vi 
kan omgive os med skrifterne, gode 
bøger, opløftende musik og sunde 
aktiviteter (se L&P 88:118-119). Vi 
kan studere vore søndagsskole- og 



„ Om du beder, skal du modtage åbenbaring på 
åbenbaring, kundskab på kundskab, så du må lære 
at kende hemmeligheder og fredelige ting - det, 
som bringer glæde og evigt liv" (L&P 42:61). 



hjælpeforeningslektier hver uge, 
også selv om vi har kaldelser, der 
forhindrer os i at deltage i alle mø- 
derne. Præsident Spencer W. Kim- 
ball sagde engang: „Vi ønsker ikke 
at kirkens kvinder skal være uoply- 
ste eller uvirksomme. I vil blive be- 
dre mødre og hustruer både her i 
dette liv og i evigheden, hvis I øger 
de talenter, som Gud har velsignet 
jer med." Han lagde også vægt på 
nødvendigheden af, at alle kvinder 
studerer i skrifterne: „Vi ønsker at 
vore hjem skal være velsignet med 
søstre, som er godt inde i skrifterne 
- hvad enten I er enlige eller gifte, 
unge eller gamle, enker eller har en 
familie." (Citeret fra Den danske 
Stjerne, maj 1980, s. 163, 165). 

Der er nogle af os der vælger at 
tage en uddannelse. Andre gør de- 
res indsats inden for videnskaben 



eller forretningsverdenen. Andre 
igen bliver kunstnere, men alle har 
vi muligheden for at øve en retfær- 
dig indflydelse på vort hjem, vore 
venner eller elever. 
Når vi vælger vor livsvej har vi mu- 
lighed for at vide, om den valgte 
vej er Gud velbehagelig. □ 



FORSLAG TIL 
BESØGSLÆRERINDER 

1. Hvad kan du gøre for at gøre 
dit hjem til et „lærdommens hus"? 

2. Drøft hvorledes hjælpefore- 
ningslektierne og samværet med 
andre søstre styrker en kvindes lyst 
til at lære samt hendes evne til at 
påvirke sine omgangsfæller. 



EVANGELIET ER ET 
FÆLLES BÅND DER 
BINDER O S SAMMEN 

En samtale med hjælpe foreningens præsidentskab 




Medlemmerne af hjælpeforeningens bestyrelse samles i præsident 
Barbara W. Winders kontor: (siddende) søster Winder; (stående fra 
venstre) Joy F. Evans, førsterådgiver; Joanne B, Doxey, andenrådgiver; 
og Joan Spencer, sekretær /kasserer. 



Hjælpeforeningens præsidentinde, søster Bar- 
bara W. Winder og hendes rådgivere bor i Salt 
Lake City, men deres opmærksomhed er helt 
klart rettet imod søstrene i kirken over hele verden. 
I næsten tre år har dette præsidentskab, søster 
Winder, søster loy F. Evans og søster loanne B. 
Doxey, mødt søstre fra mange lande. Vi vil gerne lade 
dem fortælle hvordan de mener at hjælpeforeningen 
forener kirkens kvinder i et internationalt søsterskab. 



Hvad anser I for at være de største udfordringer som sidste 
dages hellige kvinder verden over står overfor? 

Søster Winder: Over hele verden er der økonomiske 
udfordringer, og der er politiske problemer. Men jeg 
tror at moralen i verden af i dag er en endnu større ud- 
fordring for vore kvinder. Vi ved, at verdens moralske 
standarder er meget forskellige fra det vi lærer i lesu 
Kristi evangelium. 

Søster Evans: Jeg synes at det er interessant at se, 
hvor ens de problemer er, som søstrene står overfor, 
på trods af de store kulturelle forskelle. 

Søster Winder: Det er fordi vore grundlæggende 
behover ens. 

Søster Doxey: Fællesnævneren for de sidste dages 
hellige kvinder er åndelig. Vi er alle i kirken af samme 
grund - vi elsker Herren og søger hans vejledning. Vi 
har et fælles bånd der binder os sammen. Det bånd er 
evangeliet. 



Hvordan kan hjælpeforeningen hjælpe kvinderne til at klare 
udfordringen at opretholde de evangeliske standarder? 

Søster Winder: Vort lektiemateriale i år indeholder 
dobbelt så mange lektier om Andelig livsførelse. Disse 
lektier skal være en hjælp til at styrke vore søstre imod 
de problemer vi ser i verden i dag. 

Vi føler, at ved at undervise i evangeliske prin- 
cipper, hjælper vi dem til at udvikle den styrke 
de har brug for, for at overvinde de problemer de 
møder. 

Søster Evans: Vi ønsker, at vore kvinder skal forstå 
hvor nødvendigt det er, at de overholder deres pagter 
med Herren, ligegyldigt hvad verden accepterer. Selv 
om kulturerne er forskellige, så er evangeliets princip- 
per det ikke. 



10 



Mange, mange søstre er gift med mænd, der ikke er 
medlemmer af kirken. Hvordan klarer de denne udfordring? 

Søster Evans: Det afhænger meget af mandens ind- 
stilling - om han tillader sin hustru at deltage i kirkens 
aktiviteter, om han tillader at børnene bliver døbt. 
Hvis søstrene ikke får lov til at deltage, så står de med 
en større byrde. 

Søster Winder: Jeg var i Europa da det blev bekendt- 
gjort, at kvinder med ægtemænd, der ikke er medlem- 
mer af kirken, kunne tage til templet og modtage de- 
res egen endowment. Der var mange der kneb en tåre. 



Hvilken ånd møder I hos sidste dages hellige kvinder over 
hele verden? 

Søster Winder: De har den håbets ånd som evangeliet 
fører med sig. Når kvinder hører håbets og glædens 
budskab, beriger det deres liv. 



Organisationen hjælpeforeningen er netop blevet ændret på 
såvel wards- som stavsbasis. Hvordan vil disse ændringer 
hjælpe søstre i hele verden? 

Søster Winder: Nu består hjælpeforeningen kun af en 
præsidentinde, hendes rådgivere og en sekretær/kas- 
serer. Hjælpeforeningens organisation kan blive til- 
passet til den lokale enheds omstændigheder. 
I en meget lille enhed er der måske kun en præsident- 
inde. Siden kan man så kalde rådgivere, en sekre- 
tær/kasserer, lærere og bestyrelsesmedlemmer, efter- 
hånden som kvalificerede søstre bliver ledige. 

Søster Doxey: Vi har forsøgt at lave hjælpeforening- 
ens programmer så smidige, enkle, og fleksible som mu- 
ligt. Dette afspejler sig i den nye bestyrelsesstruktur 
på både stavs- og wardsbasis. 



Hvordan tilpasser hjælpeforeningsledere programmer som fx 
besøgslærerindeprogrammet, så det passer til deres søstres 
omstændigheder? 

Søster Doxey: Vi kender til et ward, hvor medlem- 
merne er spredt ud over en meget stor by, med dårlige 
og dyre transportmuligheder. De foretager deres be- 
søg i wardet. Alle søstrene mødes hver uge efter de al- 
mindelige møder. Hver søster har en bestemt søster i 
området som hun skal tage sig af. De aflægger rapport 



om hvordan en syg søster klarer sig eller hvordan en 
anden søsters lille barn har det. De har et helt net af 
omsorg, og har ikke kun kontakt en gang om måned- 
en, men hver uge. 



Det er en meget kreativ løsning. 

Søster Winder: Ja. Søstrene i forskellige dele af ver- 
den kender deres begrænsninger, og de finder på klo- 
ge måder at overvinde dem på, så de kan holde kon- 
takten med hinanden vedlige. På trods af deres om- 
stændigheder udvikler de en omsorg for hinanden. De 
ved hvor stor vigtighed vor himmelske Fader tillægger 
det at lære at elske og drage omsorg for hinanden. 
Søster Evans: Der er også andre barrierer. I visse kultu- 
rer ville søstrene almindeligvis ikke aflægge hinanden 
besøg i hjemmene. Det gør kun familiemedlemmer. 
Når vi kan understrege, at vi alle er medlemmer af en 
„kirke-familie" føler søstrene sig mere behageligt til 
mode i hinandens hjem. 



Hvad med kommunikationsbarrierer? Det er ikke alle 
hjælpeforeningspræsidentinder der bare kan gribe telefonen 
og finde ud af hvordan en søster har det. 

Søster Doxey: Vi har kendskab til en hjælpeforenings- 
præsidentinde i Indonesien som ikke har telefon. 
Hver morgen beder hun sin himmelske Fader om at 
hjælpe hende til at vide, hvem der har brug for hen- 
des hjælp den dag. Så går hun derhen, hvor hun føler 
sig inspireret til. Ofte finder hun, at de mennesker 
hun besøger har haft brug for hendes hjælp. 
Søster Evans: En hjælpeforeningspræsidentinde fra Ir- 
land, som ikke har telefon eller bil, tager sine to børn 
med på cyklen, når hun tager ud og besøger søstrene. 



Hvilke andre programmer kan hjælpeforeningslederne 
skræddersy så de passer til deres søstres behov? 

Søster Evans: Vi lægger vægt på aktiviteter midt på 
ugen, i områder hvor det kan lade sig gøre, med præ- 
stedømmets accept. Det kan være lektier om passende 
emner for søstrene i netop det område. Det kunne væ- 
re lektier om hygiejne, ernæringslære, førstehjælp el- 
ler kulturelle emner. Hjemme- og familielektien kan 
også gentages for de mødre der ikke var i stand til at 
være til stede ved søndagens lektie. 



11 



Hvordan holder I kontakten ved lige med søstrene rundt 
omkring i verden? Hvordan finder I ud af deres behov? 

Søster Winder: Områdepræsidenternes hustruer har 
tjent som medlemmer af hjælpeforeningens, primarys 
og Unge Pigers bestyrelse. De rejser med deres mænd 
til stavskonferencer og mødes sædvanligvis med stav- 
ens kvindelige ledere, samtidig med at der afholdes 
møder for præstedømmet. De præsenterer hjælpefore- 
ningens retningslinjer og taler med de lokale ledere 
om planlægning af programmer, der kan dække lokale 
behov - tilpasning af programmer. Ved generalkonfe- 
rencer kommer de til kirkens hovedsæde for at aflæg- 
ge rapport til os om hvad de har fundet ud af i de for- 
skellige områder af verden. Vi holder dem informeret 
om hvad der sker i Salt Lake City. 



Hvilket budskab vil I give søstrene over hele verden? 

Søster Winder: Hvis jeg skal komme med et budskab, 
vil jeg gerne understrege over for søstrene, at de ska- 
ber atmosfæren i hjemmet - hvadenten de bor alene, 
sammen med deres forældre eller med deres mand. 
Det er af største vigtighed at alle kvinder bliver styr- 
ket, så de har overskud til at gøre det de skal, ligegyl- 
digt hvilken kultur de tilhører. Alle kvinder skal gøre 




deres hjem til et tilflugtssted for sig selv og deres 
familie. 



HJÆLPEFORENINGENS MISSION 

Hjælpeforeningens mission er at hjælpe kvinder til at - 



1. have tro på Gud og opbygge personlige vidnes- 
byrd om vor Herre Jesu Kristi evangelium. 

Der gives undervisning, der skal hjælpe kvinder til 
at udvikle en personlig kundskab om deres him- 
melske Fader og Jesus Kristus, og opmuntre dem til 
at efterleve og udbrede det gengivne evangelium. 



3. yde tjenestegerninger. 

Ved at tjene dem der har behov for hjælp tilbyder 
hjælpeforeningens søstre et støtteprogram til en- 
keltpersoner og familier. Denne uselviske tjeneste 
kan resultere i en øget selvrespekt og kærlighed til 
alle. 



2. styrke familierne i kirken. 

Søstrene lærer om familiens evige natur. De op- 
fordres til at deltage i tempelarbejde og genealogi. 
Der tilbydes undervisning i hjemkundskab og små- 
bør nspleje for at styrke den enkelte og familien. Der 
gives muligheder for at opnå, lære og tjene i et kær- 
ligt søsterfællesskab. 



4. opretholde præstedømmet. 

Søstrene lærer at forstå præstedømmets formål 
samt dets velsignelser. De lærer at søge vejledning 
gennem præstedømmelederne, såvel som gennem 
personligt studium og bøn, både i personlige og i 
hjælpeforeningens anliggender. 



(Uddrag fra hjælpeforeningspjecen (PXRS4567). 



12 





ARS JUBILÆUM 



KIRKENS INTERNATIONALE 

TIDSSKRIFTS 

ET BLAD FOR EN VERDENSOMSPÆNDENDE KIRKE 



Bror W. W. Phelps tænkte ikke 
småt. Da det første sidste da- 
ges hellige tidsskrift blev 
etableret i 1832 så han det favne 
mange have, kulturer og sprog. 
Ikke alene ville Evening and Morning 
Star (Aften- og morgenstjernen) 
være „det evige evangeliums bud- 
bringer/' det ville også „sprede 
sandheden ud til alle nationer, 
slægter, tungemål og folk" (History 
of the Church, 1:259; fremhævelse 
tilføjet). 

Evening and Morning Star nåede 
aldrig rigtigt sit store mål. I virke- 
ligheden blev det sidste nummer 
udgivet kun 14 måneder efter det 
første. En pøbelhob smadrede den 
maskine, avisen blev trykt med, og 
snart efter måtte de hellige flytte fra 
Jackson County, Missouri. 
Men hvor end de hellige tog hen 

- Kirtland, Nauvoo og Saltsødalen 

- så bar de broder Phelps vision 
med sig, om et tidsskrift der skulle 
sprede sandheden ud over 
hele jorden. Der var 
Latter-day Saints' Mes- 
senger and Advocate 
(Kirtland, 1833-37), 
Elder's Journal (Kirtland, 



1837-38) og Times and Seasons (Nau- 
voo, 1839-45). Når missionærerne 
forkyndte i et nyt land udgav de 
ofte et tidsskrift, der fortalte evan- 
geliets historie. 1 1840 startede 
medlemmer af De tolvs Kvorum 
Latter-day Saints' Millennial Star i 
Liverpool, England. 

Man nåede dog først i 1849 at 
nærme sig det mål at tidsskrifter 
skulle udsprede sandheden til alle 
folk på deres eget sprog. Det år be- 
gyndte ældste Dan Jones at udgive 
Prophwyd YJubili, neu, Seren Y Saints 
(„Jubelårets profet, eller De helliges 
stjerne") i Wales. Det var kirkens 
første tidsskrift der ikke blev udgiv- 
et på engelsk. Kun fem år senere 
grundlagde ældste Erastus Snow 
Skandinaviens Stjerne på dansk. 
Samme år grundlagde ældste John 
Taylor l'Etoile (Stjernen) på fransk 



og Zions Panier (Zions Banner) på 
tysk. 

I mere end et hundrede år blev 
der udgivet tidsskrifter i forskellige 
missioner i kirken. Det var ældste 
Howard W. Hunter der, i sin egen- 
skab af administrator for de euro- 
pæiske missioner, lagde mærke til, 
at meget af arbejdet ved at udgive 
tidsskrifterne overlappede sig selv, 
og kvaliteten og indholdet af 
tidsskrifterne varierede stærkt. 

Ældste Hunter anbefalede at ud- 
givelsen blev samlet under ét, hvor 
det var muligt, og brødrene foretog 
en grundig undersøgelse. I marts 
1967, for netop 20 år siden, begynd- 
te man så at udgive et koordineret 
internationalt tidsskrift på 9 sprog. 
I de følgende år kom der flere sprog 
til, og i dag udgives kirkens tids- 
skrift på 18 sprog. 

Bror Phelps store drøm er nu ved 
at gå mere fuldstændigt i opfyldel- 
se. Hver måned modtager men- 
nesker i mere end 40 nationer 
budskaber fra kirkens ledere 
på deres eget sprog. Over 
hele verden forandres 
menneskers tilværelse, 




nnhir 



14 



som følge af det internatio- 
nale tidsskrift formidling af 
evangeliet til alle nationer, 
slægter, tungemål og folk. 

Nu da I er klar 
over hvor vi har 
været, vil vi godt 
fortælle, hvor vi 
ønsker at nå hen. 
For at gøre dette 
har vi talt med 
broder Larry Hiller, 
det internationale tidsskrift 
ansvarshavende redaktør. 

Vi har lagt mærke til adskillige forand- 
ringer i STJERNEN. Den trykkes nu i 
farver og udgives hver måned. Er der 
andre ændringer på vej? 

Ja. Den væsentligste ændring er 
den, som læserne selv kan være 
med til. Vi ønsker mange flere arti- 
kler fra alle de sprogområder vi be- 
tjener. Vi har allerede fundet nogle 
kvalificerede forfattere i forskellige 
dele af verden, men vi skal bruge 
mange flere, og også kompetente 
fotografer og illustratorer. 

Evangeliet er internationalt. En 
god artikel fra en tysk, en peruvi- 
ansk eller en samoansk hellig kan 
bruges i kirkens tidsskrifter over 
hele verden, også i de engelskspro- 
gede tidsskrifter. Kirkens store 
styrke er det enkelte medlems vid- 
nesbyrd og retfærdige levned, lige- 
gyldigt hvor de bor. Stjernen kan 
være en kanal, der lader retfærdige 
påvirkninger komme ud til samtlige 
af de nationer og kulturer, hvor 




evangeliet er tilgængeligt. Kirken 
er verdensomspændende, og vi øn- 
sker virkelig at det internationale 
tidsskrift bliver internationalt. 

Kan almindelige medlemmer af kirken 
indsende en artikel til udgivelse? 

Ja. Mange af de artikler der nu 
kan læses i Stjernen blev skrevet af 
almindelige medlemmer - mødre, 
fædre, hjemmelærere eller primary- 
lærere - som har haft en trosfrem- 
mende oplevelse eller fået indsigt i 
evangeliet. 



Hvilken slags artikler ønsker Stjernen? 

1. Korte artikler om trosfremmen- 
de oplevelser. Det kan fx være om- 
vendelseshistorier og missionærhi- 
storier. 

2. Artikler om sidste dages hel- 
lige i alle aldre. Gode emner er fx 
mennesker der har udmærket sig 
inden for deres fag, som gør noget 
usædvanligt i deres område, som er 
gode missionærer eller som har 
medvirket usædvanligt meget til at 
kirken er vokset i deres område. 

3. Artikler om hvordan menne- 
sker kan anvende evangeliske prin- 
cipper i deres liv. Artikler om at un- 
dervise børn i evangeliets princip- 
per, hvordan man missionerer, etc. 

4. Velunderbyggede artikler om 
kirkens historie i et område. 

Hvordan kan jeg indsende min artikel 
til STJERNEN? Hvad kan jeg forvente, 
når jeg har indsendt en artikel? 

Send dit manuskript til 
Translation Division, att. : 
Editorial Advisor, 
Industriestrasse 21, 
Postfach 1568, 
D-6382 Friedrichsdorf 1 

Som alle andre blade kan vi kun 
kunne bruge nogle af de indsendte 
manuskripter. Hvis en artikel bliver 
valgt af redaktørerne, skal den 
godkendes af kirkens Correlation 




:=^^ 



Review komité, og redaktørerne 
forbeholder sig ret til at redigere, 
sammenfatte og arbejde med det 
indsendte materiale, for at gøre det 
parat til udgivelse. Dette tager 
alt sammen tid. Derfor skal ingen 
forvente at deres artikel bliver 
trykt, nogle få måneder efter den er 
indsendt. 

Skal man føle sig skyldig hvis man ikke 
har tid til at læse hele STJERNEN? 

Dette tidsskrift er for mennesker i 
alle aldre, for kirkens ledere og al- 
mindelige medlemmer, for menne- 
sker af alle uddannelser og profes- 
sionelle baggrunde, for enlige og 
for ægtepar, for mennesker hvis fa- 
milier er sidste dages hellige, og for 
dem som er det eneste medlem i 
deres familie. 

Vi skal betjene et vidt spektrum 
af interesser og behov. Ikke alle ar- 
tikler er af lige stor interesse for alle 
læsere. 

Bladet er som et tag-selv-bord 
med forskellige retter. Vort næ- 
ringsbehov dækkes bedst ved at 
spise varieret, og vort åndelige be- 
hov kan dækkes ved i det mindste 
at smage på en række forskellige 
artikler. 

Men, som følge af Stjernens ka- 
rakter, forventer jeg ikke at alle læ- 
sere læser samtlige artikler. Det er 
vort håb at de artikler du læser styr- 
ker din tro, eller giver dig indsigt i 
det der kan hjælpe dig til at efterle- 
ve evangeliet bedre. Så er Stjernens 
formål opfyldt. □ 







KIRKENS 
TIDSSKRIFTERS 
LANGE OG ÆDLE 
HISTORIE 

I juli 1846 - Prophivyd YJubili, 
neu, Seren Y Saint („Jubelårets pro- 
fet eller De helliges stjerne") - det 
første ikke-engelske tidsskrift - 
blev udgivet i Merthyr-Tydfil, 
Wales. 

Udgivet og redigeret af ældste 
Dan Jones. Det indeholdt lærdoms- 
mæssige og historiske artikler, 
budskaber fra kirkeledere og svar 
på angreb fra kirkens modstan- 
dere. 

1851 - ældste Erastus Snow 
begyndte at udgive Skandinaviens 
Stjerne på dansk. Ældste John 
Taylor begyndte at udgive l'Etoile 
(Stjernen) på Fransk og Zions Panier 
(„Zions Banner") på tysk. 

1862-1966 - forskellige andre 
blade blev udgivet af kirkens mis- 
sioner i disse år. Bl.a.: 
Der Stern (Stjernen) på tysk i 1862 
Nordstjårnan (Nordstjernen) på 

svensk i 1877 
De Ster (Stjernen) på hollandsk i 

1896 
Lys over Norge på norsk i 1922 
Shentao che Sheng (De helliges røst) 

på kinesisk i 1959 
Valkeus (Lyset) på finsk i 1950 
Liahona på spansk i 1937 
A Liahona på portugisisk i 1948 
Songdo Wi Bot (De helliges ven) på 

koreansk i 1965 



— 



1966 - Ældste Howard W. Hun- 
ter fra De tolv apostles Kvorum lag- 
de, under sin periode som ansvars- 
havende for den europæiske missi- 
on, mærke til hvor forskellig kvali- 
teten var, og hvor meget udgivelse- 
sarbejdet overlappede sig selv ved 
de mange forskellige tidsskrifter. 
Han anbefalede at tidsskrifterne 
blev produceret på ét centralt sted. 

I marts 1967 udkom det første 
nummer af det nye koordinerede 
tidsskrift på 9 sprog. 

I marts 1987, på kirkens internati- 
onale tidsskrifts 20-års jubilæum, 
udkommer det i følgende udgaver: 
Kinesisk: Shentao che Sheng 
(„De helliges røst") 
Dansk: Stjernen 
Hollandsk: De Ster (Stjernen) 
Finsk: Valkeus (Lyset) 
Fransk: L'Etoile (Stjernen) 
Tysk: Der Stern (Stjernen) 
Italiensk: La Stella (Stjernen) 
Japansk: Seito No Michi 
(De helliges sti) 
Koreansk: Songdo Wi Bot 
(De helliges ven) 
Norsk: Lys over Norge 
Filippinerne (Engelsk): Tambuli 
(Tagalogsk betegnelse for horn der 

bruges til at sammenkalde til 

landsbyforsamlinger) 
Portugisisk: A Liahona 
Samoansk: O le Liahona 
Spansk: Liahona 
Svensk: Nordstjårnan 
Tahitisk: Te Tiarama (Stjernen) 
Thai: Tuhulu (Faklen) 



15 



Døende afkræft, 

var Maria en lærer og missionær 

for dem som tog sig af hende. 



Karen Ann Anderson 



For godt syv år siden flyttede Marie Holley og 
Margaret Adamson til vort ward i North Dakota. 
De havde begge en uddannelse som sygeplejer- 
sker, og de var blevet ansat til at udforme et undervis- 
ningsforløb for sygepie jer skolen ved universitetet i 
North Dakota. Det var en udfordrende opgave, og de 
gik på med krum hals. Vi følte os heldige over at have 
to så dygtige mennesker i wardet. 

Seks måneder efter at Marie var flyttet til wardet 
fandt hun ud af, at hun havde en sjælden form for 
kræft. Lægerne mente at hun kun havde nogle få 
måneder tilbage at leve i. 

Men lægerne kendte ikke Maries stærke vilje til at 
leve. I næsten 3 år bekæmpede hun sygdommen med 
sin vilje og med alle de lægelige behandlinger hun 
kunne. Til sidst blev hun dog så syg, at hun måtte 
holde op med at arbejde. 

Da Marie blev for svag til at kunne klare sig selv i 
hjemmet, betalte hun én for at komme at lave frokost, 
bade hende og ordne huset. Jeg var Maries besøgs- 
lærerinde, og min kammerat og jeg hjalp så meget vi 
kunne. Hendes veninde Margaret kom hver dag efter 
arbejde for at være hendes natsygeplejerske. 

I foråret 1983 blev Margaret syg som følge af det 
store arbejde hun påtog sig i skolen og med at passe 
Marie. Så blev hjælpeforeningen involveret. Vi lave- 
de en plan, og hjælpeforeningens søstre skrev sig tro- 
fast på til at komme og være hos Marie om dagen - 
hver dag. Indtil da havde vi anset barmhjertigheds- 
gerninger for at være noget man gjorde, når der af og 
til opstod et behov. Nu blev det en væsentlig del af 
vort daglige liv. 

Lægerne kunne ikke længere hjælpe 

Ud på sommeren blev Maries helbred værre. Da læ- 
gerne ikke længere kunne hjælpe, kunne Marie få til- 




kendt en særlig hjemmepleje, der består af 
borgere fra området, der har gennemgået en 
grundlæggende uddannelse i sygepleje, og 
som så kommer hjem og passer døende 
patienter, der ønsker at dø hjemme. Disse 
hjemmeplejere overtog pasningen, så vi søstre 
fra hjælpeforeningen organiserede os, 
så vi kunne være Maries hjemmekammerater. 
I begyndelsen var hjemmeplejerne lidt 
betænkelige ved at lade søstrene fra 
hjælpeforeningen hjælpe Marie. De havde 
erfaret, at velmenende venner til døende venner 
ofte er upålidelige. Søstrene fra hjælpeforeningen 
var på den anden side set usikre ved at arbejde 
sammen med kvinderne fra hjemmeplejegruppen. 
I vort område anser mange mennesker kirken for 
at være en kult, og vi tænkte hvad mon hjemme- 
plejerne ville synes om os og vor tro. 

Vi havde også vore bekymringer. Vor hjælpefore- 
ning havde aldrig før haft til opgave at passe en dø- 
ende søster. Mange søstre vidste ikke hvad de skulle 
sige eller gøre. Så vi bad. 

Vi holdt møder og lærte søstrene hvad de skulle gø- 
re i nødstilfælde, og hvordan man giver en smertestil- 
lende injektion. 

Vi begyndte at leve efter kalenderen. Ofte kendte vi 
ikke den hjemmeplejer der var på vagt før eller efter 
os, men Marie præsenterede os altid for hinanden. På 
den måde lærte søstrene fra hjælpeforeningen hjem- 
meplejerne at kende, og snart blev de venner med 
dem. 

Hjemmeplejerne var forundrede over at vi, der hav- 
de så travlt - mange af os var unge kvinder med små 
børn - alligevel kom for at tilbringe tid sammen med 
Marie. De begyndte at beundre os. 

Efter adskillige måneder fik Marie det pludseligt 
værre og gled over i coma. Vor biskop, der også var 




EM^ L 



Vh 



^ligS? 




m 




vetvnet, og? 



-ife^^^ 



læge, gav Maries familie besked. Søstrene fra hjælpe- 
foreningen og hjemmeplejen samledes om Maries 
seng for at sige farvel, og for at fortælle Marie hvor 
højt de var kommet til at elske hende. Det var et meg- 



et følelsesladet øjeblik, da vi forberedte os på at tage 
afsked med hende. 

Men Marie døde ikke. To dage senere vågnede hun 
fra sin coma. Hun var ikke helt parat til at tage af sted, 
sagde hun. 



Nogle af hjemmeplejerne gav udtryk for vrede og 
frustration. Ved et møde med søstrene fra hjælpefore- 
ningen spurgte de: „Hvorfor tillader Gud at hun bliv- 
er ved med at lide sådan?" De spurgte os også om, 
hvordan vi så roligt kunne se på, at Maries storslåede 
hjerne og liv gik tabt. 

Det gav os mulighed for at forklare noget om frel- 
sesplanen. Hjemmeplejerne sad stille og lyttede mens 
vi fortalte om hvorfor vi er her, hvad formålet med 
vort liv er, og løftet om det der ligger foran os i evig- 
heden. Vi forklarede at døden kun er en ny begyndel- 
se, og ikke en afslutning. Mødet afsluttedes i en tan- 
kefuld, åndelig tone. 

„Tak for denne gang" 

Adskillige måneder senere, efter 14 måneders kon- 
stant pleje døde Marie endelig. Hendes begravelse 
var ikke trist. Det ønskede Marie ikke. I stedet var 
den et roligt, fredeligt „tak for denne gang" med en 
forsikring om at vi skulle se hende igen. 

Størstedelen af dem der deltog i begravelsen var 
ikke sidste dages hellige, mange af dem var hjemme- 
plejere. 

Mange andre var fra universitetet. Tilhørerne lytte- 
de opmærksomt mens evangeliets principper blev 
forklaret, på Maries anmodning. Efter begravelsen 
hørte jeg mange interessante bemærkninger: 

„Det var den smukkeste begravelse jeg har været 
med til. Den var så godt organiseret. Jeg måtte hele 
tiden minde mig selv om, at I ikke er professionelle". 

„Jeg husker alt det Marie har fortalt mig, og det 
passer sammen det hele. Jeres tro er så logisk". 

„Jeg ville ønske at jeg havde jeres tro. Det er ikke 
noget under at I føler så stor en trøst". 

„Jeg har boet her i byen i mange år, men jeg har 
aldrig haft mod til at komme her i jeres kirke. Jeg er 
så glad for at jeg kom med i dag". 

„Jeg har læst i de bøger Marie gav mig, og jeg synes 
at det var så interessant at høre hende fortælle om 
hvor vi kom fra, og hvorfor vi er her". 

Vi opdagede at Marie havde givet samtlige ikke- 
medlemmer som havde passet hende, et eksemplar af 
Mormons Bog og et eksemplar af ældste LeGrand 
Richards' bog Et stort og vidunderligt værk, sammen 
med en udfordring om at læse dem begge. „Når jeg 
er væk, vil der komme nogen og forklare dem for dig, 
og besvare dine spørgsmål, " havde hun sagt til sine 
venner. 

Under Maries sygdom havde 75 mennesker hjulpet 
- 45 søstre fra hjælpeforeningen, 22 frivillige hjem- 
meplejere og 8 deltidsansatte. Ved at passe Marie er 
mange fremmede blevet venner. Hun har plantet 
evangeliets frø i mange menneskers hjerter. Nu er det 
op til os - hendes venner - at nære de frø så Herren 
kan samle sin høst. □ 



18 



Præsident 



Marvin K. Gardner 




Hans åndelige bidrag til kirkens ledende råd afspejler en 
mand, der hele tiden har Gud i tankerne 



Den unge missionær havde tilbragt formiddagen 
med at skure gulve i missionshj emmet, vaske 
og stryge sine skjorter og stoppe sokker. Men 
eftersom det var missionærernes forberedelsesdag, 
havde han besluttet sig til at besøge universitetets 
bibliotek. Han fandt ikke noget af særlig interesse på 
reolerne, og derfor tog han sin Lære og Pagter frem 
og begyndte at læse afsnit 76 - om Joseph Smiths 
himmelske åbenbaring. 



Marion G. Romney 



n 



Når denne mand knæler er han omgivet af hellighed 



// 



Han blev så opslugt af profetens beskrivelse at han 
ikke bemærkede at tiden gik. Og det var aften før han 
forlod biblioteket. På vejen over den kæmpestore 
græsplæne ud mod vejen, så han ind i Himlen: „Der 
var ingen måne, men himlen var klar . . . Sydkorset og 
andre stjerner stod klart på himlen over jordens syd- 
lige halvkugle, og strålede i al deres pragt. Mens jeg 
stod og stirrede undrende ind i Himlen, var det som 
om jeg bag stjernerne kunne se noget af det jeg netop 
havde læst om. Det lykkedes mig hverken dengang 
eller siden at huske hvordan jeg kom over græsplæ- 
nen." 

Da præsident Romney i 1965 fortalte om denne 
oplevelse sagde han: „Lige siden den lørdag aften i 
Sydney - Australien - for 43 år siden - har jeg aldrig 
været tilfreds med blot at se livet gennem de linser 
som kun afslører en lille smule af tidsrummet mellem 
den jordiske fødsel og døden. Jeg kan ikke huske at 
jeg, i de mellemliggende år, har truffet en eneste frivil- 
lig stor beslutning eller bedømmelse, uden at ransage 
den nøjere på baggrund af min kundskab til åbenbaret 
sandhed" (Tale holdt ved Brigham Young universite- 
tet, den 27. maj 1965, s. 20). 

Kundskab om Guds vilje 

Denne oplevelse, der fik så stor indflydelse på Mari- 
on G. Romneys liv, påvirker stadig hans dømmekraft 
og perspektiv - han, der for nylig blev kaldet til at væ- 
re præsident for De tolv Apostle. Hans store kærlig- 
hed til åbenbaret sandhed afspejler sig tydeligt i de 
mange taler han har holdt gennem et helt liv i kirkens 
tjeneste. Og hans evner til at opveje beslutninger med 
sit kendskab til Guds vilje er blevet et monument over 
hans mission. 

Da præsident Romneys helbred for tiden forhindrer 
ham i at tage aktivt del i kirkens ledelse, så er det æld- 
ste Howard W. Hunter der virker som kvorummets 
præsident. Dog er præsident Romney stadig en af- 
holdt leder og ven for de mange sidste dages hellige, 
som gennem hans inspiration har lært at forstå rigets 
lære tydeligere. 

Præsident Spencer W. Kimball, som præsident 
Romney virkede som rådgiver for i Det øverste Præsi- 



dentskab, erkendte og stolede på hans evner: „Præsi- 
dent Romney er i stand til at reflektere over et emne 
for os, i sammenhæng med skrifterne, som han ken- 
der så godt," han sagde, „og han sætter problemer i 
relation til skrifterne på en yderst skarpsindig måde" 
(Regionalrepræsentanternes seminar, 5. okt. 1979). 

Født i Mexico 

Marion G. Romneys åndelige opdragelse begyndte 
i en tidlig alder. Otte dage efter Marions fødsel, den 
19. september 1897 i Colonia Juarez i Mexico, tog hans 
far, George S. Romney, af sted på en 2-årig mission til 
det nordlige af USA. Marions mor, Artemesia Redd 
Romney, gik ud og vaskede og strikkede for at for- 
sørge sig selv og sin lille dreng og for at kunne sende 
penge til sin missionærmand. Hendes søn lærte 
opofrelsens velsignelser at kende. 

Mens Marions far var væk, blev drengen så syg at 
kun få regnede med at han ville overleve. På mode- 
rens opfordring blev han salvet af præstedømmet. Da 
lovede de at barnet ville leve og udføre en stor mis- 
sion. Han begyndte omgående at komme sig, og 
hans mor fortalte ham at han var blevet helbredt ved 
Herrens kraft. 

Hun lærte ham også at bede og at elske standard- 
værkerne. Eftersom der var sparsomt med trykte bøg- 
er i SDH-kolonierne, måtte Marion og de andre børn i 
reglen studere uden at have skrifterne. I sin patriarkal- 
ske velsignelse fik Marion at vide at han ville „blive 
mægtig i fortolkning af skriften". 

Midt i en revolution 

Den lille dreng lærte at det var muligt at finde fred 
gennem Herren, Jesu Kristi kærlighed, selv om verden 
var fuld af uroligheder og ondskab. 1 1912 oplevede 
kolonisterne en revolution. Den unge Marion blev for- 
uroliget, da tropperne jagtede hinanden gennem land- 
et og tog forsyninger fra kolonisterne - og han blev 
rædselsslagen da skydningen begyndte kun 16 km fra 
familiens hus. 

Men han fik ro i sjælen når han lyttede til sin mor, 
der sang salmer om tro og vidnesbyrd, som vuggesan- 



19 



(Nederst): Ældste Romney var 23 år da han ankom til Sydney 
i Australien som missionær i 1920. (Til højre): Han var 
medlem af Det øverste Præsidentskab fra 1972 til 1985. 
Modsatte side (til venstre): Han var landsretsagfører i Salt 
Loke City i 11 år. (I midten): Han arbejdede senere sammen 
med Ezra Taft Benson i De tolvs Kvorum i over 20 år. (Øverst 
til højre): Da han var assistent til De tolvs Kvorum arbejdede 
han i kirkens velfærdskomité sammen med ældste Harold B. 
Lee og ældste Henry D. Moyle. (Nederst til højre): 1 1953 
rejste ældste Romney sammen med en gruppe general- 
autoriteter og deres hustruer til Omaha i Nebraska til 
indvielsen af mormonpionerernes mindebro. 



20 




ge for sine børn. „Sangteksterne var trøsteord for mig. 
Nogle af dem har til stadighed lydt i mit hoved i to 
tredjedele af et århundrede" (Ensign, juli 1981, 
s. 3-4). 

Gennem rystende oplevelser har Marion lært at Her- 
ren drager omsorg for sine hellige midt i deres vanske- 
ligheder. Som 14-årig forsøgte han og hans familie at 
flygte fra lidelserne under den mexikanske revolution 
- de tog kun med sig, hvad der kunne ligge i en stor 
kuffert - men de blev standset af to af oprørstropper- 
nes soldater, som tog alle deres penge og rettede ge- 
værerne imod dem. 

„Jeg bad til min Fader i Himlen, om han ville redde 
mig," husker præsident Romney. „Af en eller anden 
grund så skød disse mexikanere ikke på os, og vi kun- 
ne fortsætte i sikkerhed mod jernbanestationen. Jeg 



har altid været taknemmelig mod Herren, fordi han 
reddede mit liv dengang, og denne oplevelse har givet 
mig et ønske om at leve således at jeg kunne vise Her- 
ren min taknemmelighed" (Instructor, juli 1943, 
s. 401). 

Blandt de beskyttede 

Flere år senere, da Marion Romney var medlem af 
Det øverste Præsidentskab, rådede han kirkens med- 
lemmer til at benytte Helligånden som deres vejleder 
når de havde modgang. „Jeg ved at jeg kan få en så- 
dan vejledning . . . hvis jeg vil tage imod Helligåndens 
vejledning og følge den, så vil jeg være blandt dem 
der bliver beskyttet og båret gennem modgangstider. 
Det samme vil du og enhver anden sjæl blive, når de 




følger Andens vejledning. Hvis I er beredt, behøver I 
ikke at frygte" (Ensign, juli 1981, s. 5). 

Beredskab - timelig såvel som åndelig - det har ofte 
været et motto i præsident Romneys taler. Han har 
været en nøglefigur i kirkens velfærdsprogram gen- 
nem årtier. 

Da han som ung biskop i midten af trediverne hørte 
Brødrene opfordre de hellige til at have et forråd af 
mad og andre nødvendigheder, byggede han omgåen- 
de reoler i sit hus og i kirkebygningens kælder og fyld- 
te dem med tøj og mad. Da han senere blev stavspræ- 
sident, udvirkede han et mønster på det nye program 
på stavs- og regionalplan. 

Da ældste Romney blev kaldet til at være generalau- 
toritet i 1941, blev han assisterende leder for kirkens 
velfærdsprogram, og han sad i den stilling i 18 år. 



Fra 1959 til 1963 var han afdelingschef. Senere, da han 
kom i Det øverste Præsidentskab, fortsatte han med at 
lede arbejdet, idet han jævnligt talte til generalkonfe- 
rencernes velfærdsmøder. 

Præsident Thomas S. Monson mindes hvilken stor 
hjælp Marion G. Romney var for ham da han var ung 
biskop, så han fik lært principperne i kirkens vel- 
færdsprogram: „Bror Romney var en hyppig gæst i 
vores stav og region ... Da han underviste i forskrif- 
terne for velfærdsprogrammet efter håndbogen og 
selv besvarede spørgsmål, var der en bror der spurgte 
ham: ,Bror Romney, hvordan kan det være at du tilsy- 
neladende kender alt hvad der står i den håndbog?' 
hvortil bror Romney med et blink i øjet og med et smil 
svarede: , Fordi jeg har skrevet den!'" (se Den danske 
Stjerne, apr. 1981, s. 169). 



21 




Præsident Romneys familie, da han blev kaldet til De tolvs 
Kvorum. (Forreste række): Ældste Romney, barnebarnet 
Catherine, søster Romney. (Bageste række, fra venstre): 
Richard J. Romney, hans hustru Joanne, George J. Romney. 



Herrens måde 



Præsident Romneys store indsats var en naturlig for- 
længelse af de principper han lærte som dreng. Æld- 
ste Harold B. Lee, som han arbejdede sammen med i 
mange år, sagde at han har en „robust personlighed 
som afdæmpes af en dybtfølt, sympatisk forståelse for 
de uheldigt stilledes problemer. Hvem ved om det ik- 
ke skyldes oplevelserne under flugten fra mexikaner- 
ne og de efterfølgende år, hvor han, under den Al- 
mægtiges årvågne øje, blev smedet til et stærkt fint 
afstemt menneskeligt redskab i Marion G. Romneys 
skikkelse, for at blive benyttet i Herrens tjeneste til at 
forme et mønster, som kunne anvise Herrens måde at 
sørge for sine hellige på, i en tid hvor de menneske- 
skabte systemer fuldstændig havde spoleret kristne 
begreber om hvad der er ,sand religion' " (Relief 
Society Magazine, dec. 1951, s. 803). 

Marion Romney vidste hvad det ville sige at klare 
sig uden noget - og at arbejde hårdt. I Mexico hjalp 
han sin far med at dyrke alt til familiens husholdning. 
I Californien var han ude af skolen i et år for at lære 
tømrerhåndværket og tjene penge til familien. Da de 



flyttede til en lille gård i Idaho, begyndte Marion hvert 
år skolen senere end de andre og sluttede før, så han 
kunne være med til at så og høste. Da familien var 
flyttet til Salt Lake City, for at hans far kunne afslutte 
sin eksamen ved Utahs universitet, måtte Marion atter 
ud af skolen i et år og arbejde for at forsørge familien. 
Han arbejdede fuldtids mens han gik på college og 
studerede jura. Og han har altid betalt fuld tiende, 
selv i vinteren 1917, hvor familien George S. Romneys 
og hans bror Gaskells samlede indtægter var på under 
80 dollars om måneden. Det var den unge Marions ar- 
bejde - en kølig opgave, fordi han ikke ejede varmt tøj 
- at bringe biskoppen de 8 dollars. 

Beslutningen om en mission 

På grund af familiens økonomiske vanskeligheder 
var udsigten til at tage på mission meget spinkel. Men 
da Marion hørte ældste Melvin J. Ballard tale til en 
stavskonference, besluttede han sig til at tage på mis- 
sion, selv om det kom til at betyde at han måtte sige 
nej til et sportsstipendium. Han brugte alle sine spare- 
penge til sin mission og lånte resten i banken. Det blev 
betalt tilbage da han kom hjem. 

Marion fortsatte med lige så stor beslutsomhed sin 
uddannelse. 1 1917 flyttede familien til Rexburg i Ida- 
ho, hvor Marions far blev præsident for Ricks Acade- 
my og var med til at oprette et junior college. Marion, 
der blev kaptajn for fodbold- og basketballholdene, fik 
eksamen i 1920. Han tog første del af sin embedseksa- 
men i 1926 og blev jurist i 1932 fra University of Utah. 
1 1975 blev han æresdoktor i jura ved Brigham Young 
universitetet. 

Marion G. Romney, der måtte arbejde for at hans og 
familiens magre indtægter kunne strække så langt 
som muligt samtidig med at han kæmpede for at kom- 
me på mission og for at få en uddannelse, lærte gen- 
nem egen erfaring om sparsommelighedens princip, 
om uafhængighed, og om tillid til Herren. „Vi var al- 
drig mismodige," sagde han, „for dengang satte folk 
en ære i at klare sig selv. Mennesker der klarede sig 
selv blev faktisk ikke alene tolereret, men de blev vir- 
kelig respekteret. 

Jeg har altid været og er stadig taknemmelig for den 
atmosfære af uafhængighed, sparsommelighed og flid 
jeg voksede op under" (tale afholdt ved BYU, 13. 
marts 1963, s. 2). 



22 



Lyst hår og smil 



Ida Jensen spadserede lige så stille ind i Marion 
Romneys liv, da hans far antog hende til at undervise 
på Ricks Academy. Hun så ham ikke den første dag 
hun var i familiens hus - han sad i et andet værelse, 
ramt af influenza. Men han lagde mærke til hende: 
„Jeg så hendes lyse hår og hendes smil. Jeg har aldrig 
siden set nogen anden pige, som jeg har været interes- 
seret i" (Church News, 15. dec. 1973, s. 5). De blev gift 
6 år senere - den 12. september 1924 i Salt Lake tem- 
plet - efter at han havde været på mission og de begge 
havde fået endnu mere skoleuddannelse. Hun holdt 
afslutningstalen da hendes klasse ved BYU tog deres 
af slutningseksamen . 

„Min hustru har gennem hele livet været mig til 
støtte og vejledning, " sagde præsident Romney før 
hun døde, „og når jeg har været nedtrykt, så har hun 
fået mig til at fornemme sin tillid til at det ville lykkes 
for mig, og så kunne jeg fortsætte" (Church News, 
15. juli 1972, s. 7). 

Selv om de havde småt med penge i de første år af 
deres ægteskab, fortsatte de med at gå ud alene sam- 
men. De har tilbragt mange aftener i Salt Lake teatret. 
Men somme tider havde de ikke engang råd til at købe 
en billet til hver, så de kunne gå sammen, og de havde 
sjældent penge nok til at tage bussen. 

„Vi har altid leet meget sammen, " sagde søster 
Romney i 1975. „Han er flødeskummet på mit livs lag- 
kage" (New Era, juni 1975, s. 19). 

Ægteparret Romney blev ved med at gøre kur til hi- 
nanden i de 55 år de var gift. Et par dage efter hendes 
død i 1979, sagde han: „Da Ida døde, forsvandt der 
også noget af mig." Ved hendes begravelse sagde han 
til ældste James E. Faust: „Vær god imod din hustru. 
Tag hende med dig overalt hvor du kan" (se Den 
danske Stjerne, maj 1982, s. 10). 



Tro mildnede deres sorg 



Marion og Ida fik mange hjertesorger som unge ny- 
gifte. Deres to første børn døde som spæde. Men tro- 
en mildnede deres sorg - og det løfte, som Marion fik 
i en velsignelse, da han blev generalautoritet, gav dem 
fortrøstning: „Velsignet er du, på grund af din tro på 
mit værk. Se, du har gået meget igennem . . . ikke 
desto mindre vil jeg velsigne dig og din familie, ja, jeg 




Ældste Romney sammen med sin hustru, Ida Jensen Romney, 
i 1974. „Når jeg har været nedtrykt, " sagde han, „så har hun 
fået mig til at fornemme sin tillid til at det ville lykkes for mig, 
og så kunne jeg fortsætte. " 



vil velsigne dine små, og den dag vil komme, hvor de 
vil tro og kende sandheden og være ét sammen med 
dig i kirken" (citeret i Den danske Stjerne, juni 1973, 
s. 248). 

Ægteparret blev velsignet med endnu to sønner, 
Richard }., som bor i Winters, Californien, og George 
]., som bor i Salt Lake City. De har otte børnebørn og 
ni oldebørn. Georges hustru, Joanne, omtaler sin 
svigerfar som „en god og kærlig mand der altid 
behandler mig som sin datter" . 

Bedstefar på alle fire 

Søster Romney fortæller endvidere om de morsom- 
me stunder de har haft sammen. Præsident Romney 
har i mange år taget nisseskæg på til jul og uddelt 
julegaver. Og eftersom Ida ikke kunne lide at julen 
sluttede, samlede hun altid børnebørnene nytårsdag, 
hvor de fik endnu flere gaver. De opstillede hvert år 
en „fiskedam" som børnene kunne fiske gaver op af. 
Bagved sad bedstefar Romney på alle fire og bandt 
gaver til snorene. 

Familien Romney delte deres kærlighed til skrifterne 



23 




Præsident Romney, der er født i Mexico, vendte senere 
tilbage for at føre tilsyn med missioneringen på dette sted, 
og han organiserede kirkens første spansktalende stav dér 
i 1961. Her er han på besøg hos de mexikanske hellige til deres 
områdekonference i 1977. 



med deres drenge. Engang da ældste Romney og en af 
hans drenge læste forskellige skriftsteder i Mormons 
Bog, hørte han at drengens stemme knækkede over, 
og han troede at han var blevet forkølet. Et øjeblik 
efter spurgte drengen sin far om han nogen sinde 
kom til at græde når han læste Mormons Bog. 

„Ja, min dreng," svarede han. „Somme tider vidner 
Herrens ånd så kraftigt til min sjæl om at Mormons 
Bog er sand, at jeg ikke kan lade være med at græde." 

„Nå," sagde drengen, „det var det der skete for mig 
i aften." 

„Jeg ved at ikke alle (jeres børn) vil reagere således," 
sagde han senere ved en generalkonference, „men jeg 
ved at nogle af dem vil, og jeg siger jer at denne bog 
har Gud givet os, for at vi skal læse den og efterleve 
den, og vi kan holde os nærmere Herrens ånd ved 
hjælp af den, end ved noget andet jeg kender. Vil I 
ikke nok læse den?" (Conference Report, apr. 1949, 
s. 41). 

Bror og søster Romney har gennem årene ofte holdt 
familieaftener sammen med deres søn George og hans 
familie, som bor lige i nærheden. „Vi har læst i skrif- 
terne sammen," siger Joanne. „Man kan altid lære no- 



get, når man er hvor han er og taler om evangeliet." 
Præsident Romney har virkelig haft meget at give 
sin familie og kirken, fordi han selv kæmper så bravt 
for at kende Herrens vilje og stoler på den. „De første 
år vi var gift," sagde han engang, „ønskede min hu- 
stru og jeg os så inderligt noget, som vi betragtede 
som en særlig velsignelse. Vi gik i gang med at faste 
og bede for at få det . . . men skønt vi tit fastede og 
bad brændende om at få det, så gik årene uden at vi 
fik det ønskede svar på vore bønner. Til sidst blev vi 
klar over at der nok var noget vi ikke havde forstået - 
nemlig at vi havde været så optaget af at tro og bede 
om at modtage denne bestemte ting, og dette ønske 
havde domineret vore tanker i den grad ... Vi måtte 
lære at være lige så ærlige, når vi sagde: ,Ske din vilje' 
- som vi var når vi fremlagde vore personlige ønsker 
og anmodninger. Vi behøver ikke frygte at det ikke er 
det bedste der sker for os, når vi tilføjer dette i vore 
bønner." (Tale afholdt for Salt Lakes institutprogram, 
den 18. okt. 1974, s. 8-9). 

Marion G. Romney virkede som sagfører i 11 år i 
Salt Lake City - idet han har arbejdet som noget der 
svarer til landsretsagfører i forskellige stillinger og 
været medlem af den lovgivende forsamling. 

Den første assistent til De Tolv 

Den 6. april 1941 blev ældste Romney den første 
mand der nogen sinde er blevet kaldet som assistent 
til De tolvs Kvorum. Ti år senere, den 11. oktober 
1951, blev han ordineret til apostel. Den 7. juli 1972 
blev han opretholdt som præsident Harold B. Lees 
andenrådgiver i Det øverste Præsidentskab og den 
30. december 1973 til den samme stilling under præsi- 
dent Spencer W. Kimball. Han blev præsident Kim- 
balls førsterådgiver den 2. december 1982 og præsi- 
dent for De tolvs Kvorum den 10. november 1985. 

Præsident Romney, der er blevet opretholdt som 
profet, seer og åbenbarer i mere end 34 år, bærer et 
kraftigt vidnesbyrd om Frelseren. „Vi nøjes ikke med 
at tro at han lever, vi ved det," siger han til kirkens 
medlemmer. „Han er vor frelses klippe. Han er denne 
kirkes overhoved . . .jeg ved at han lever og at vi også 
skal leve, fordi han lever." (Tale afholdt ved Ann 
Arbor, til områdekonferencen i Michigan, den 21. sep. 
1980, s. 7-8). „Vi står i dyb taknemmelighedsgæld til 
Herren Jesus, som løskøbte os for så stor en pris" 



24 



KARINS F/f 



Diane Aldrow Winzler 



Karin ville gerne skrive at hun og hendes far tog 
på biblioteket og talte sammen om de bøger de 
havde lånt. Hun ville gerne skrive, at ligegyldigt 
hvor travlt han havde, lagde han altid arbejdet til side 
for at besvare hendes spørgsmål, at han altid kyssede 
hende godnat og gav hende et stort knus. 

I stedet skrev Karin sandheden. Hun skrev sætning 
efter sætning om hvor kærligt hendes far tog sig af 
høsten, hvor omsorgsfuldt han hjalp kalve til verden, 
hvor ofte han havde reddet killinger fra at sulte. Hun 
fortalte om hvor mismodig han havde været da syg- 
dom slog halvdelen af kyllingerne ihjel og hagl øde- 
lagde størstedelen af havren. Hun skrev ikke om hvor- 





dan hun ville håbe, at hun en dag kunne vide, at han 
også elskede hende. 

Karin og hendes far var et fint par ved Far-datter 
festen. Karin havde sin pæneste blå kjole med hvide 
flæser på, og hendes far så pæn ud i sin marineblå 
habit. 

Under middagen lænede Karins far sig over til 
hende og sagde: „En ret god middag. Ikke nær så god 
som mors, men ret god". 

Da de var færdige med desserten rejste primarypræ- 
sidentinden sig og sagde, at Karin nu ville holde en ta- 
le om sin far. Karins hjerte bankede, da hun begyndte 
at tale ind i mikrofonen. 

Da hun var færdig, præsenterede primarypræsi- 
dentinden Karins far, og inviterede ham til at tale. 
„Jeg er ikke vant til at sige så meget," begyndte 
Karins far, „undtagen til mine køer. Men jeg vil gerne 
sige, at jeg er stolt over min datter. Det fortæller jeg 
hende ikke så tit. Ser I, jeg voksede op i et meget 
strengt hjem. Min mor døde, da jeg var mindre 

end Karin er nu, og 
selv om min far var 
en vidunderlig 
mand, troede 
han, at man blev 
svag af at vise 
kærlighed. Jeg 
kan ikke huske, at 
han har givet mig 
et knus nogen sin- 
de i sit liv. Det er 
måske derfor jeg 
har lidt svært ved 
at vise Karin min 
kærlighed. Men 
jeg vil gerne for- 





tælle en lille historie, som jeg håber kan vise, at jeg 
elsker hende. 

Karin blev født om vinteren, og hun fik lungebe- 
tændelse da hun var to måneder gammel. Jeg forsøg- 
te at tage mig af husholdningen, da hendes mor måtte 
være hos hende konstant. En nat havde hun særligt 
svært ved at trække vejret. Jeg tog min lille pige i ar- 
mene og velsignede hende og bad for hende ... så 
inderligt som jeg nogen sinde har bedt for noget. Da 
hendes mor var fuldstændig udmattet sad jeg så i gyn- 
gestolen ved siden af ilden og lagde min lille baby på 
maven over mine knæ, og vuggede hende hele den 
nat. Lægen kom næste morgen og sagde, at fordi jeg 
havde vugget hende i den stilling, havde Karins små 
lunger kunnet hvile sig, og at han nok mente at hun 
ville komme sig. Derfor kan I nok forstå at den lille 
pige betyder noget ganske særligt for mig - det har 
hun altid gjort, og det vil hun altid gøre." 

Karins øjne var fulde af tårer. Hun tænkte på hvor- 
for mon hun aldrig før havde hørt om den nat. Hun 
løb op til sin far og omfavnede ham længe og hårdt, 
og da han lagde sine arme omkring hende og omfav- 
nede hende føltes det næsten som om Karins hjerte 
skulle briste af glæde. D 



mWÆmzzmmmimMmmni 



HVIS DU HAVDE 



VÆRET DER 



Mabel Jones Gabbot 









En lille frokostpakke 

Der var fem tusinde mennesker på bakkeskrå- 
ningen; nogle stod i den varme sol; nogle sad i 
grupper. Alle havde rejst langt for at høre Jesu 
ord, og Jesus, der var fuld at medfølelse, underviste 
dem og helbredte deres syge. De havde været der lige 
fra om morgenen og lyttet intenst. Nu holdt Frelseren 
op med at tale. Han indså, at folket ikke havde spist 
hele dagen, og spurgte sine disciple om der var noget 
mad. 

I nærheden stod en dreng med en lille frokostpakke 
bestående af brød og fisk. Måske havde hans mor insi- 
steret på, at han tog det med. Mængden var stor; hans 
pakke syntes meget lille. Han tøvede. Hans lille fro- 
kostpakke kunne vel ikke hjælpe med til at bespise så 
stor en mængde. Han kunne ikke på nogen måde vi- 
de, at Jesus kunne bryde disse få brød, og få nok styk- 
ker til at bespise fem tusinde. Uselvisk gav drengen sin 
frokostpakke, for at bespise den store mængde. Og 
det rakte. 

Hvis du havde været der, og været den lille dreng 
på Jesu tid, hvad ville du så have gjort? 



„Tak, Herre". 

De spedalske var uden for byporten, bandlyst fra 
deres hjem og deres kære. Der var ti af dem 
sammen. Da Jesus kom, råbte de: „Mester, for- 
barm dig over osl" Og Jesus helbredte dem - hver og 
en - idet han sagde: „Gå hen og lad jer syne af præ- 
sterne!" Og de adlød ham og blev rene. Måske var de 
så forbavsede over at se deres kød rent og helt og 
helbredt, at de knapt kunne tro miraklet, og derfor løb 
hen for at vise det til en eller anden. Måske ville de 
være kommet tilbage for at sige tak. Måske. Men kun 
en knælede foran Frelseren og sagde: „Tak, Herre". 
Hvis du havde været en af dem, ville du så hurtigt 




være løbet hen til dine kære igen, 
uden at tænke dig om? Ville du 
have ventet, ville du have 
knælet og sagt: „Tak, 
Herre". Hvis du havde 
været der, hvad havde 
du så gjort? 



I et barns ansigt 

Der var mange mennesker 
samlet for at høre 
på Mesteren - ældre mænd 
og kvinder, unge drenge og 
piger, mødre med små børn. 
Nogle af mødrene bragte deres 
børn nærmere til Jesus for at 
se ind i hans milde ansigt og 
formodentlig røre hans hænder 
eller fødder. Apostlene forsøgte 
at tage sig af Jesus, og beskytte 
ham, og bad derfor mødrene om 
at trække sig tilbage. Men Jesus 
sagde: „Lad de små børn være; 
I må ikke hindre dem i at komme 
til mig." Jesus lagde sine hænder 
på børnene og velsignede dem. 
Måske tog han et lille barn op til 
sig og så det dybt i øjnene, for 
han sagde: „Himmeriget hører 
sådanne til". Han må have set 
godheden i barnets ansigt, 
og mildheden og uselvisk- 
heden og kærligheden. 

Tænk på hvor højt du elskerf 
Jesus. Hvad ville du have 
tænkt, hvis du havde 
været der? □ 




Henvisninger: 

Frokost: Mattæus 14:13-21; Markus 6:32-44; 

Johannes 6:1-14 
Tak: Lukas 17:12-19; 

Barnets ansigt: Mattæus 1 9: 1 3- 1 5 



Hvis du havde været der, og hørt Jesus sige: 

,Lad de små børn være; I må ikke hindre dem i at 

komme til mig," hvordan ville du så have følt? 







<L> 
u 
ro 

d 

o 

o 






Ved genfortæl- 
linger af historier fra 
skriften kan denne 
figur repræsentere 
en hvilken som helst 
mand i skriften, som 
fx Noa, Peter eller 
Lehi. Figuren skal 
limes på et stykke 
tyndt pap, farves og 
klippes ud. Man kan 
så lime en pind bag- 
på, eller lave den til 
en papirsposefigur 
eller en flonelstavle- 
figur, som vist. Lav 
mange dukker, og 
farv hår og klæder 
forskelligt. Der kom- 
mer en ny skrift- 
stedsfigur i et kom- 
mende nummer af 
Stjernen. 



■a 
c 

a 

CL 
v. 
3 
Ol 




3 
O) 



O 

a 

M 

V. 

a 

(C 

c 





BARE FOR SJOV 




HVILKE 



TO? 



Kan du finde 
£"«, W^ndere 

der ligner 
hin anden mest? 



Roberta 



Fairall 




KVINDER 1 

DET NY 
TESTAMENTE 



F(75LG LINJEN 



^Iff^W- 



brudte linje, 




janet Peterson 



|£tn ,i,le beskrivelse? 

1 . Elisabet 
2 Maria 

3 4 .M3^ Magdalene 

5. Marta 

6. Rode 

7. Tabita 

9. Maria fra bcl 
10. Salome 

.Apostlenes Gern ng fQr Her 
c. Cv slået inje"- « * , 

^^DoPers mor (Markus 
d . Johannes uø 

,. 9/ Lukas 1.1*1 , terrl piet 

e . Profetinde d « tjen _ 

hvo r Jesus blev i 2 . 36 . 37) 

. jesu moder (Lukas „ e 

9. S** S ' m S atPete^tod ved do- 
nyhede" om atPe tåbne , or 
r en.athunglem njnger 

ham (Apostlenes 

1? :,3 - ,4) rf « så Jesus efter hans 
^pÆseW^jesu 

i- ^ teVe "^en med Maria og 
leg eme sammen m s , 6 ., | 

Maria K***** L Maria fra 






(Ensign, nov. 1982, s. 51). 

Da præsident Romney blev kaldet som generalauto- 
ritet, var han bekymret for om han var værdig og hav- 
de evner til at klare en sådan opgave. „Men jeg havde 
tro på at Herren kunne gøre mig nyttig, og jeg gik al- 
tid i gang med mit arbejde med en fornemmelse af, at 
hvis jeg arbejdede tilstrækkelig hårdt, så ville Herren 
gøre sin del" (Church News, 15. juli, 1972 s. 7). 

Og han har sandelig arbejdet hårdt gennem årene. 
Han står i reglen op mellem klokken 5 og 5.30, går en 
tur eller motionerer, hvorpå han ankommer til sit kon- 
tor en halv time før tiden, for at læse i skriften - som- 
me tider har han sin frokost med. Han arbejdede ofte 
11 timer om dagen. 

Første spansktalende stav 

Præsident Romney har som medlem af De tolvs 
Kvorum haft forskellige ansvarsopgaver, blandt andet 
har han ført tilsyn med missioneringen i Mexico, Euro- 
pa, Sydafrika og Asien. En af de opgaver som især be- 
tød noget for ham var det privilegium han fik, da han 
blev bedt om at vende tilbage til Mexico i 1961 og orga- 
nisere den første spansktalende stav i kirken. 

En af hans andre opgaver var at være formand for 
hjemmelærerarbejdet og familieaftenskomiteerne. 
Han indførte med sin karakteristiske retskaffenhed de 
principper, han belærte om, i sit eget liv: „Jeg bad min 
biskop om at kalde mig som hjemmelærer. Jeg har 
passet dette arbejde regelmæssigt. Selv om jeg var 
meget træt når jeg kom hjem fra kontoret, så følte jeg 
mig udhvilet og fornyet, når jeg havde besøgt mine fa- 
milier. Jeg kan ærligt bære vidnesbyrd om at der ikke 
er noget af det arbejde, jeg har beskæftiget mig med i 
al min tid i kirken, som jeg har haft større fornøjelse af 
end at gå ud som hjemmelærer og besøge mine fami- 
lier. 

Søster Romney og jeg holdt også familieaftenen om 
mandagen. Vi læste i skrifterne og talte om dem, og vi 
gennemgik f amilie af tenslektiehæf terne" (Church 
News, 15. juli 1972, s. 7). 

Loyalitet og lydighed er kendetegnende for præsi- 
dent Romney s personlighed. Ældste Harold B. Lee 
sagde engang: „For ham er loyalitet ikke bare blindt at 
acceptere de råd kirkens autoriteter giver, men derud- 
over føler han sig forpligtet til selv at få et vidnesbyrd i 
sit hjerte om at deres råd er inspirerede og kan accep- 



teres uden forbehold" (Relief Society Magazine, 
dec. 1951, s. 804). 

Forfriskende humoristisk sans 

Præsident Romney forener hårdt arbejde med en 
forfriskende humoristisk sans. Da han blev opretholdt 
som medlem af De tolvs Råd, sagde han: „Denne kal- 
delse fremkaldte en voldsom følelsesmæssig reaktion. 
Jeg troede ikke at der kunne komme et så stort oprør i 
så lille en tepotte." Og derpå, mere alvorligt: „Jeg tror 
jeg får endnu mere brug for Herrens hjælp end jeg 
nogen sinde før har haft i mit liv." 

Senere udtrykte han på humoristisk vis en tak for si- 
ne slægtslinier, Redds og Romney s, i en tale. „Begge 
linier hævder at jeg tilhører dem," sagde han. „Redds 
hævder at jeg er en Romney og Romney s hævder at 
jeg er en Redd, jeg er stolt af dem begge" (General- 
konferencen, okt. 1951). 

I de senere år har han ofte spøgt med at han var 
ved at blive gammel. Han sagde til en tale ved BYU: 
„Når man selv en gang har siddet og lyttet til en taler, 
således som I gør det nu og ved noget om den menne- 
skelige natur, så vil det ikke forbavse mig om nogen af 
jer spørger jer selv: ,Hvor længe mon den gamle fyr 
vil blive ved?' " (Tale afholdt ved Brigham Young 
universitetet, 11. feb. 1964, s. 2). 

Til trods for at Marion G. Romneys kræfter svinder 
med alderen, vidner han stadig med lige stor kraft. 
Præsident Spencer W. Kimball anerkendte præsident 
Romneys åndelige bidrag i kirkens ledende råd: 
„Hans åndelige bidrag til kirkens ledende råd afspej- 
ler en mand der hele tiden har Gud i tankerne . . . 
Hans brødre er ikke i tvivl om at Herren er ham nær 
når han beder. Hans bønner er så oprigtige, hans 
stemme så mild, hans anmodninger så ærlige og op- 
rigtige at vi ved at Herren lytter. Hans oprigtighed er 
af en sådan kvalitet at det rører dem der lytter, og vi 
fornemmer allesammen at vi er vor himmelske Fader 
nærmere, når præsident Romney beder . . . 

Når denne mand knæler er han omgivet af hellig- 
hed" (Ensign, nov. 1972, s. 22, 26-27). 

Nu er der gået over 60 år siden den stille aften i Au- 
stralien, hvor en ung missionær stirrede ind i himlene 
og blev opfyldt af kærlighed til Gud. Marion G. Rom- 
neys liv og tjenesteydelser vidner om hans forpligtelse 
overfor det han her fik åbenbaret om evighederne. □ 



HVIS DU VIL TJENE DEM, 

SÅ ELSK DEM 



Susan Hainsworth 



Klasseværelset i kælderen i den gamle kirkebyg- 
ning, der nu var solgt, og ikke længere blev 
brugt som kirke, så stort og tomt ud, selv om 
der midt i værelset stod et langt bord og nogle stole. 
De lysegrønne vægge var oplyst af lysstofrør der sad 
langs med loftet, og der hang en larmende radiator i 
hjørnet. Værelset var ikke koldt, men da jeg skuttede 
mig af bekymring og anspændthed føltes det som om 
jeg stadig var ude i sneen. 

Situationen i sig selv var ikke foruroligende: jeg 
skulle undervise en gruppe flygtninge der var blevet 
uddrevet fra deres hjem på den anden side af jorden, 
og de kunne endnu ikke tale deres nye lands sprog. 

Jeg var ikke bange for dem. De var de venligst tæn- 
kelige og yderst lærvillige elever. Men de havde så 
store behov. De havde lidt under krigens rædsler. De 
var blevet uddrevet fra deres vante livsmønster og ud 
i en verden der var næsten fuldstændig fremmed for 
dem. Jeg var bange for at jeg ikke kunne hjælpe dem. 

Jeg havde følt denne form for frygt mange gange. 
Jeg følte den, da jeg bankede på døren hos en mut og 
afvisende kvinde, som ikke ønskede at se sine besøgs- 
lærerinder, men hvis ulykkelige liv ligefrem skreg 
efter evangeliets helbredende kraft. Jeg følte den, da 
en nabo havde så ubehagelig en oplevelse i sin familie, 
at evangeliets glæde blev skjult for ham. Jeg følte den, 
da et medlem af min egen familie gennemlevede 
langvarig fysisk smerte. 

Den ængstelse og frygt der ofte har forhindret mine 
forsøg på at tjene, er kun gået bort når jeg har aner- 
kendt tre vigtige principper: (1) Jeg kan ikke løse et an- 
det menneskes problemer. (2) Den mest effektive må- 
de jeg kan tjene et andet menneske på, er ved at elske 
vedkommende betingelsesløst. (3) Jeg skal sætte min 
lid til Kristus, som er den eneste kilde til betingelsesløs 
kærlighed, hvis jeg vil være til velsignelse for andre. 



26 



Jeg kan ikke løse et andet menneskes problemern 

Jordelivet er grundlagt på handlefrihedens princip. 
Gud tillader os at blive prøvet på mange måder. Og vi 
får selv lov til at vælge hvordan vi vil reagere på de 
prøvelser. Vi er i sidste ende selv helt ansvarlige for 
vort liv. 

Lehi lærte sine børn dette princip: 

„Og Messias kommer i tidens fylde, for at han kan 
forløse menneskenes børn fra syndefaldet. Og da de er 
forløst fra syndefaldet og kender godt fra ondt, er de 
blevet fri for evigt, til at handle for sig selv og ikke lade 
sig påvirke af noget . . . 

Derfor er menneskene fri efter kødet; og alle ting, 
der er tjenlige for menneskene, er givet dem. Og de 
kan frit vælge frihed og evigt liv ved den store formid- 
ling for alle mennesker, eller fangenskab og død efter 
djævelens magt og fangenskab" (2 Nephi 2:26-27). 

I vore forsøg på at undervise andre, er der mange af 
os der forsøger at påtage os for store ansvar for andres 
liv. Vi føler, at vi skal løse alle de problemer der volder 
dem vi omgås sorg. Denne følelse kan få os til at føle 
os ængstelige over omstændigheder som vi ikke kan 
kontrollere. Vi risikerer også at forsøge at skubbe en 
person ind i en løsning, som vedkommende ikke selv 
har valgt. 

Jeg indser nu, at der er meget jeg ikke kan ændre 
ved mine elevers situation. Jeg kan ikke ændre den 
krig der drev dem bort fra deres hjem. Jeg kan ikke 
ændre det faktum, at de nu skal tilbringe mange år 
med at genopbygge deres liv og overvinde sjælelige ar. 
Jeg kan ikke give dem alt hvad de skal have for at blive 
lykkelige og have det behageligt i deres nye land. 

Disse ideer er meget enkle, men det var svært for 
mig at acceptere dem. 

Jeg ville gerne tro, at jeg kunne gøre disse menne- 



sker lykkeligere. Og det kunne jeg, som jeg senere 
indså, men ikke ved at løse deres problemer for dem. 

Betingelsesløs kærlighed er den bedste tjenesten 

Mit første indblik i hvordan jeg bedst kunne tjene fik 
jeg, da jeg tænkte over hvordan Herren hjælper mig. 
Somme tider giver han mig vejledning når jeg beder 
ham om det. Men som oftest velsigner han mig med 
en følelse af hans kærlighed. Han forsikrer mig igen og 
igen om at han elsker og accepterer mig som jeg er. På 
trods af mine ufuldkommenheder ved jeg, at hans syn 
på hvad jeg kan blive til, langt overgår mit eget, og at 
han vil hjælpe mig til at opnå det. 

Denne følelse af Guds kærlighed har for mig været 
den største velsignelse i mit liv. Men da jeg tænkte 
over min egen hjælp, indså jeg, at denne form for 
kærlighed stod langt nede på min liste over måder jeg 
kunne hjælpe andre på. Jeg havde fokuseret på at løse 
andres problemer i stedet for at elske dem betingelses- 
løst. 



Moder Teresa er en nonne som er blevet tilkendt 
Nobels fredspris for sit arbejde blandt fattige indere. 
Hun kender kærlighedens helbredende kraft hos men- 
nesker der har alvorlige problemer. Hun føler, at den 
bedste måde man kan tjene på, er ved at dele Guds 




kærlighed med andre. Hun beskrev hvordan hun 
hjælper dem der er meget syge, hvoraf mange kun har 
en meget ringe vilje til at leve: 

„Først og fremmest lader vi dem føle, at de er øn- 
sket; vi vil, at de skal vide, at der er mennesker der 
virkelig elsker dem, som virkelig ønsker dem, så de, 
i hvert fald i de sidste få timer de har tilbage at leve 
i, kan lære den menneskelige og guddommelige kær- 
lighed at kende. Så de kan vide, at også de er Guds 
børn, og at de ikke er glemt, og at der er nogen der el- 
sker dem og tænker på dem." (Malcolm Muggeridge, 
Something Beautiful for God: Mother Teresa of Calcutta, 
Garden City, New York: Image Books, 1977, s. 68). 

Da jeg begyndte at betragte mine flygtningeelever 
som mennesker der skulle elskes og ikke som menne- 
sker der skulle hjælpes, forsvandt min bekymring for 
dem. Jeg fandt ny energi og glæde i deres tjeneste. Og 
hvad mere er, så blev det hurtigt klart, at jeg nu gjorde 
mere godt end jeg nogen sinde før havde gjort. Mine 
elever udviklede en tillid til mig og begyndte at bede 
mig om hjælp til ting, som de ikke selv kunne klare. 
Disse muligheder var ikke opstået, hvis ikke de først 
havde følt, at jeg elskede dem. 

Jeg begyndte at opleve det samme hos andre menne- 
sker. Den dame jeg var besøgslærerinde for, følte sig 



efterhånden sikker nok til at gå i kirke med mig. Min 
nabo, som havde haft et dårligt familieliv nød at være 
sammen med mig og mine venner i så høj grad, at han 
begyndte at gøre modstand mod sin families dårlige 
indflydelse. 

Vi skal sætte vor lid til Kristus 

Mine forsøg på at elske andre som Frelseren elskede 
har ikke altid båret frugt. Jeg er ikke stærk nok til alene 
at modstå presset og frustrationerne fra mine egne og 
andres ufuldkommenheder. Vi kan ikke være en vel- 
signelse for andre hvis vi kun sætter vor lid til vor 
egen styrke, eller hvis vi blot beder Gud om at hjælpe 
os til at anvende vor egen styrke. Vi skal tillade Kristi 
kærlighed at fylde vor sjæl. Så bliver vi et redskab for 
en højere og stærkere kraft end det vi kan blive af os 
selv. 

„Bliv i mig," lærte Frelseren os, „så bliver jeg også i 
jer. Ligesom grenen ikke kan bære frugt af sig selv, 
men kun hvis den bliver på vintræet, således kan I 
heller ikke, uden I bliver i mig. 

Jeg er vintræet, I er grenene. Den som bliver i mig, 
og jeg i ham, han bærer megen frugt; thi skilt fra mig 
kan I slet intet gøre" (Joh. 15:4-5). 




Når jeg læser dette skriftsted forestiller jeg mig ofte 
en gren der bliver brækket af et vintræ. Grenen visner 
og dør hurtigt. Den er ikke længere i stand til at bære 
frugt, for den kan ikke leve uden det livgivende træ. 
På samme måde er det med os, hvis vi ikke nærer vort 
liv fra Kristus. Selv om vi måske ikke ser noget ske 
med det samme, så dør vi åndeligt, lige så sikkert som 
grenen døde fysisk. Vi er ikke i stand til at bære tjene- 
stens frugt. „Thi skilt fra mig kan I slet intet gøre". 
Men hvis vi forbliver i Kristus og tillader hans livgiv- 
ende kærlighed og styrke at fylde vor sjæl, så har vi et 
stort løfte. Kristus fortsatte: 

„Hvis I bliver i mig, og mine ord bliver i jer, så bed 
om, hvad som helst I vil, og I skal få det. 

Derved er min Fader herliggjort, at I bærer megen 
frugt og bliver mine disciple. 

Som Faderen har elsket mig, således har jeg også 
elsket jer; bliv i min kærlighed. 

Hvis I holder mine bud, vil I blive i min kærlighed" 
(Joh. 15:7-10). 

Jeg har fundet ud af, at hvis jeg kommer til Gud 
ydmygt og trofast hver morgen, og beder ham om at 
fylde min sjæl med hans kærlighed, bliver jeg velsig- 
net i overmål. Jeg kan mere for andre, tjene dem med 
mindre frygt for min utilstrækkelighed, og være dem 



til velsignelse på måder der ville være umulige for mig 
uden hans hjælp. I det små har jeg lært at „blive i hans 
kærlighed". 

Anerkendelsen af, at den bedste måde at tjene andre 
på er ved at elske dem betingelsesløst, har givet mig 
ny glæde og energi i mine forsøg på at tjene. Når jeg i 
højere grad sætter min lid til at Frelseren vil give mig 
den kærlighed der kan velsigne andre, føler jeg mig 
mere som en del af hans store frelsende værk. Og jeg 
glæder mig over den godhed jeg nu ser tydeligere i 
alle hans børn. □ 




MAN KAN KØRE I FLERE 

RETNINGER 



Ældste William Grant Bangerter 
De halvfjerds' præsidium 



Det er helt tydeligt, at ikke alle i verden ser posi- 
tivt på Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Helli- 
ge. I virkeligheden findes der visse grupper 
hvor denne kirke og dens medlemmer stadig bliver 
betragtet som værende en af de mindst eftertragtel- 
sesværdige religioner. 

Nogle anser os for at være et udtryk for onde kræf- 
ter, og der findes dem, der ville anse det som en tjene- 
ste for Gud, hvis vor religion kunne udryddes. Sagt 
med skriftens ord: „De skal udelukke jer af synago- 
gerne, ja, den tid skal komme, da enhver, som slår jer 
ihjel, skal mene, at han derved dyrker Gud" 
(Joh. 16:2). 

Naturligvis er der også mange mennesker af god 
dømmekraft, der anerkender, at sande sidste dages 
hellige er et udvalgt folk af stor værdi, som besidder 
egenskaber der er værd at eftertragte, og at de har en 
god indflydelse på verden. Men sandheden er, at vore 
medlemmer selv i vore dage ofte bliver udsat for hård 
kritik, latterliggørelse og utilsløret forfølgelse. Det var 
helt tydeligt tilfældet i Joseph Smiths dage. Det var til- 
fældet i min barndom. Det er tilfældet i vore dage, og 
vi må forvente, at den direkte modstand også vil fort- 
sætte i fremtiden. 

Hvordan reagerer vi så på denne modstand? Hvor- 
dan kan vi reagere effektivt på modstandernes røst, 
hån og endog had? Hvordan kan vi forklare os? Hvilke 
svar har vi? 

Jeg vil, at I skal vide, at der findes gode og passende 
svar. De kan anvendes til effektivt at fremme en bedre 
forståelse af kirken, og i sidste ende omvende andre til 
den sandhed som vi repræsenterer. 

Vi er ikke interesseret i at alle andre skal være lige- 
som os - vort store formål er at hjælpe dem til at forstå 
Guds åbenbarede plan, så de kan anerkende og efter- 
leve den. 



30 



Respekt for mennesker af en anden religion 

Jeg havde lejlighed til at gøre mig nogle tanker, da 
præsident Gordon B. Hinckley hilste en gruppe præ- 
ster velkommen til et åbent hus i Jordan River templet 
for mange år siden. Da han havde budt dem velkom- 
men som vore gæster, og udtrykt sin påskønnelse af 
det arbejde de gør for at føre folk til retfærdighed, ind- 
bød han dem til at stille spørgsmål. To eller tre i grup- 
pen glemte deres manerer som gæster i en varm og 
venlig situation, og stillede nogle skarpe og fjendtlige 
spørgsmål. Det centrale i deres kritik var, at de ønske- 
de at høre præsident Hinckley retfærdiggøre den ud- 
talelse der forekommer i Joseph Smiths vidnesbyrd 
om, at da han så Faderen og Sønnen, fortalte de ham, 
at alle andre religioner var forkerte. Præsident Hinck- 
ley svarede, at det ikke var det Herren havde sagt. 

Når jeg har tænkt over det samme spørgsgmål, har 
jeg tænkt: Tror vi virkelig, at alle præsterne i andre 
kirker er korrupte? Naturligvis gør vi ikke det. Det var 
helt sikkert ikke det Joseph Smith sagde. Når man læ- 
ser afsnittet opmærksomt igennem, vil man finde ud 
af, at Herren Jesus Kristus talte om de helt bestemte 
grupper præster i profeten Joseph Smiths hjemstavn, 
der skændtes om hvilken kirke der var sand. Frelseren 
(ikke Joseph Smith) sagde, at de drog „nær til mig 
med læberne, men deres hjerter er langt fra mig. De 
lærer sådanne lærdomme, som er menneskebud og 
har gudfrygtighedens skin, men fornægter dens kraft" 
(Joseph Smiths Historie 2:19). 

Det er helt tydeligt at der har været, og nu er mange 
ærværdige og hengivne mænd og kvinder i andre kir- 
ker, som bevæger sig hen imod deres evige frelse og 
som retfærdigt og samvittighedsfuldt tjener i deres 
menigheder. Joseph Smith havde øjensynligt mange 
varme og venskabelige kontakter med andre præster, 



fra andre religioner. En hel del af dem sluttede sig til 
kirken: Sidney Rigdon, John Taylor, Parley P. Pratt og 
andre i Amerika og England. Andre sluttede sig natur- 
ligvis ikke til kirken, men de var alligevel et eksempel 
på en kristen holdning og tolerance. I dag findes der 
også mange af deres slags. 

Det er dog også et faktum, at Joseph Smith blev be- 
handlet hårdt af medlemmer og præster fra forskellige 
fremtrædende religioner. Disse mennesker rullede 
ham i tjære og fjer, kæmpede imod ham og hans folk, 
fængslede ham og iværksatte til sidst hans død og 
martyrium. I vore dage er der nogle der følger deres 
måde at håne og forfølge på. Deres modstand må dog 
ikke rokke ved vor forståelse og opførsel. 

Bliver præster i andre trossamfund inspireret af 
Gud? Naturligvis bliver de det, hvis de er retfærdige 
og oprigtige. Gør de godt? Helt bestemt. I sin dagbog 
skrev Wilford Woodruff følgende før han nogen sinde 
havde hørt om kirken: 

„Folket i Connecticut i de dage mente, at det var 
ugudeligt at tro på nogen anden religion eller tilhøre 
nogen anden kirke end den presbyterianske. De 
troede ikke på at man skulle have profeter, apostle 
eller kunne få åbenbaringer, som på Jesu tid, og som 
vi nu kender i Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages 
Hellige. 

Der var dog en gammel mand i Connecticut, som 
hed Robert Mason, som ikke troede som resten af fol- 
ket gjorde. Han mente at det var nødvendigt med pro- 
feter, apostle, drømme, syner og åbenbaringer i Kristi 
kirke, på samme måde som i gamle dage, og han tro- 
ede at Herren ville oprejse et folk og en kirke i de 
sidste dage, med profeter, apostle og alle de gaver, 
kræfter og velsignelser den altid har haft siden tider- 
nes morgen. 

Folk kalde ham for den gamle profet Mason . . . 

Denne profet bad en hel del, og han drømte drøm- 
me og havde syner, og Herren viste ham mange ting i 
disse syner, som senere skete i de sidste dage." (Leaves 
from My Journal, Salt Lake City: Juvenile Instructor 
Office, 1882, s. 1-2). 




v^olumbus blev påvirket af Guds kraft, 
til at fuldføre det opdagelsesarbejde han var 
forudordineret og forberedt til: „Guds ånd 
kom ned og virkede på manden, og han drog 
over de mange vande lige til mine brødres 
afkom, som var i det forjættede land" 
(1 Nephi 13:12). 



31 



VI KRÆVER RET TIL AT DYRKE DEN ALMÆGTIGE 



GUD I OVERENSSTEMMELSE MED VOR EGEN 

SAMVITTIGHEDS BUD OG INDRØMMER ALLE 

MENNESKER DEN SAMME RET, LAD DEM TILBEDE 

HVORLEDES, HVOR ELLER HVAD DE VIL 



(DEN 11. TROSARTIKEL). 



Kan præster i andre kirker nedkalde Guds velsignel- 
ser over deres folk? Det kan de helt bestemt. Vi aner- 
kender de anstrengelser og tjenester som er ydet af 
store mænd som John og Charles Wesley i spidsen for 
den metodistiske bevægelse, Martin Luther, John 
Huss, John Wycliffe, Huldrych Zwingli, John Calvin 
og mange andre der blev påvirket af Guds Ånd til at 
føre lys og sandhed ind i den verden der lå hyllet i 
åndeligt mørke. 

Vi ved, ud fra kapitel 13 i 1 Nephi, at Columbus blev 
påvirket af Guds kraft, til at fuldføre det opdagelsesar- 
bejde han var forudordineret og forberedt til. 

Det gjorde Herren mange år før Joseph Smiths tid. 

Velsigner Guds Ånd mennesker der ikke er medlem- 
mer af kirken? Naturligvis, når de søger ham i tro og 
retfærdighed. „For," som vore lærdomme siger, 
„Herrens ord er sandhed, og hvad der er sandhed, er 
lys, og^ hvad der er lys, er ånd, ja, Jesu Kristi Ånd. 

Og Ånden giver hvert menneske, som kommer til ver- 
den, lys, og Ånden oplyser hvert menneske i verden, 
der lytter til hans røst" (L&P 84:45-46; fremhævelse 
tilføjet). 

Besvarer Herren ikke-medlemmers bønner? Det har 
millioner af mennesker båret vidnesbyrd om at han 
gør. 

Det er oplysende for os at erindre, at religionshisto- 
rien er fuld af konflikter og stridigheder. Religionsfor- 
skelle har fremkaldt mange onder, på samme måder 
som forskelle i politik. I Guds navn, som de erklære- 
de, slog religiøse mænd Frelseren og mange af hans 



profeter og apostle ihjel, og torterede og dræbte krist- 
ne, erobrede og udryddede nationer og udkæmpede 
blodige reformationskrige. 

Det siges at i 1648 ved freden i Westfalen, som af- 
sluttede 30 års krig mellem politiske fraktioner af ka- 
tolikker og protestanter i Tyskland og Østrig, lå Tysk- 
land næsten øde hen, og højst halvdelen af indbygger- 
ne havde overlevet. I religionens navn, og i påkaldelse 
af Guds navn, foretog patere og præster den katolske 
inkvisition imod kætterne - dem der ikke ville accepte- 
re den romerske kirkes herredømme. 

Historien om religion, som skulle have været histori- 
en om udbredelsen af de gode nyheder, den store glæ- 
de og fred, er i stedet, alt for ofte, en skrækhistorie om 
had, tortur, forfølgelse, krig og forfærdelse. Fra sider- 
ne i Det gamle Testamente og Mormons Bog, samt i 
den verdslige historie kan vi se, at menneskeheden 
ikke har ændret sig særlig meget med hensyn til den 
måde ugudelige handlinger bliver retfærdiggjorte i re- 
ligionens navn. 

Abraham Lincoln kom med tre kloge betragtninger 
om folks holdninger i sin anden indsættelsestale, un- 
der den amerikanske borgerkrig: 

„Både folket i Nord- og Sydstaterne læser den sam- 
me Bibel og beder til den samme Gud; og begge sider 
beder om hjælp imod den anden . . . man kan ikke be- 
svare begges bønner, og derfor er ingens blevet besva- 
ret helt. 

Den Almægtige har sine egne formål" (i Carl Sand- 
burg, Abraham Lincoln: The War Years - TV, New York: 



33 




Roger Williams (1603-1683), 
en engelskfødt pioner for religionsfrihed, 
og grundlægger af den amerikanske koloni 
Rhode Island, nægtede at acceptere at der var 
en „sand" kirke på jorden på hans tid. 
Han nægtede at der fandtes præstedømme- 
myndighed, og han så frem til den dag hvor 
den myndighed ville blive gengivet til jorden. 



34 



Harcourt, Brace and Company, 1939, s. 92). 

Vor optræden i vor sociale orden beskrives af Gene- 
ral Thomas J. Jackson, som var en meget religiøs 
mand. 

„Jackson's ærbødighed for sabbaten gik så vidt," si- 
ges det, „at han ikke ville sende et brev til sin hustru, 
hvis det ville blive bragt ud om søndagen. Han åbnede 
heller ikke de breve han modtog fra hende om søn- 
dagen. Men, med en altid kærlig Guds velsignelse, 
som han sagde, ville han kæmpe, ihjelslå og fælde 
dom over fjenden, hvis fjenden på en sabbatsdag så 
ud til at være parat til straf." På den måde retfærdig- 
gør vi det vi gør i religionens navn. 

„Man kan køre i begge retninger" 

Hvordan kommer vi så ud af det med mennesker, 
som er fyldt med bitterhed og modvilje, eller som an- 
ser mormoner for at være en underlig sekt, som kalder 
os en kult, som siger vi ikke er kristne, som påpeger 
tragiske episoder i vor historie eller henviser til fra- 
faldne som har gjort forfærdelige ting i vor egen tid? 

Jeg havde en interessant oplevelse for mange år si- 
den, da min familie og jeg kom tilbage fra vor mission 
i Brasilien. Vi havde 9 børn, og det skib vi sejlede på 
havde omkring 40 passagerer om bord, så man lagde 
mærke til os. Det viste sig, at der var 3 andre præster 
om bord, og i løbet af ganske få dage havde de alle 
tre henvendt sig til mig og spurgt om vi kunne tale 
sammen om det mormoner tror på. De lod ikke til at 
være særlig interesseret i at vide mere om det de an- 
dre præster troede på, men de var alle interesserede i 
det vi troede på. 

Jeg var en smule tøvende, fordi jeg ikke havde ret 
megen erfaring med præster fra andre trossamfund, 
men arrangerede dog et interview hvor vi kunne sidde 
og tale sammen alle fire. Det viste sig at være et meget 
behageligt møde og tiden gik mest med at de stillede 
spørgsmål og jeg svarede. Jeg troede at de ville kom- 
me med stærke argumenter underbygget med skrift- 
steder, som ville gøre det svært for mig at forsvare min 



tro. Men på deres venlige, sympatiske facon stillede 
de blot spørgsmål, og det viste sig, at jeg kunne besva- 
re dem alle. Jeg vidste ikke at jeg var så velinformeret. 

I løbet af få minutter begyndte de at komme med 
indbyrdes kommentarer som, „Er det ikke interessant! 
Han har jo svaret på alle de spørgsmål man kan stil- 
le." Det sagde de igen og igen, og vi endte vor samtale 
i en meget velvillig atmosfære. 

To eller tre dage senere henvendte en af dem sig til 
mig og sagde: „Jeg har tænkt over det du fortalte os 
forleden, og jeg undrer mig over, om det nu også er 
rigtigt at vide alting. Du ved måske for meget, tror jeg. 
Jeg tror ikke at Herren vil, at vi skal vide alt." Jeg kun- 
ne se at han var fornærmet. En dag eller to senere talte 
han til mig igen. Han sagde: „Jeg har tænkt over det 
du fortalte mig, og jeg er kommet til den slutning, at 
det du lærer er farligt kætteri." 

Jeg var ikke så forberedt som jeg burde være på en 
sådan kommentar, og såret spurgte jeg ham hvorfor 
andre religioner ikke syntes at være villige til at aner- 
kende sidste dages hellige i samme grad som dem 
selv. Han blev næsten vred, og sagde: „Fordi du skal 
vide, at man kan køre i flere retninger." Så forstod 
jeg. Vi anerkender ikke dem. Vi anerkender dem ikke 
som Jesu Kristi sande kirke, og derfor fornærmer vi 
dem med nogle af de ting vi lærer. Jeg mener ikke at 
det skal være anderledes, men han havde grund til at 
reagere som han gjorde. Jeg var uforberedt og derfor 
ikke i stand til at kunne formilde de følelser han 
havde. 

Hvad kan vi gøre? 

Hvad kan vi gøre for at opbygge venskab og forståel- 
se, ja endog påskønnelse og sluttelig en anerkendelse 
af de principper vi lærer? 

For det første må vi ikke handle som de gør. Hvis de 
er kritiske og modvillige imod os må vi ikke reagere på 
samme måde. I årenes løb, hvor jeg har haft kontakt 
med mange missionærer, har jeg lært, at missionærer- 
ne udvikler deres eget sprog. Nogle af disse sprog er 



værre end andre, men visse af dem indeholder sæt- 
ninger som kan virke fornærmende. Jeg var missions- 
præsident i Brasilien, og vore missionærer kaldte de 
katolske præster eller patere for PT'ere. 

Jeg opfattede det som en fornærmelse. Jeg er også 
sikker på, at det ville virke fornærmende på den kirkes 
medlemmer. Disse mennesker havde en meget oprig- 
tig og stærk tro og faste traditioner. Det var ikke kri- 
stent at lave en sådan nedværdigende betegnelse. 

Jeg husker for 40 år siden, da jeg kom til min første 
arbejdsby i det sydlige Brasilien. Vi kørte med spor- 
vogn fra byens centrum og vore kammerater viste os 
vejen til vores lejlighed. I de dage bar alle mænd i Bra- 
silien hat. Så vi fik besked på at, „når I ser mændene 
tage hatten af for anden gang, skal I af ved det næste 
stoppested." Det betød at sporvognen kom forbi to 
kirker, og når den kom forbi en kirke tog mændene 
deres hat af i ærbødighed. Sikke en lektie! Det burde 
være os alle en lektie i at forstå og påskønne andre 
mennesker. 

Hvor er vore manerer når vi tænker på andre men- 
nesker, som ikke har pæne manerer? Skrifterne siger 
tydeligt hvad der forventes af en sidste dages hellig: 

„Men jeg siger jer, I må ikke sætte jer op imod den, 
der tilføjer jer ondt, men hvis nogen giver dig at slag 
på den højre kind, så vend også den anden til ... I har 
hørt, at der er sagt: ,Du skal elske din næste og hade 
din fjende.' 

Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender (velsign dem, 
som forbander jer, gør godt imod dem, der hader jer) 
og bed for dem som forfølger jer, 

så I må vorde jeres himmelske Faders børn; thi han 
lader sin sol stå op både over onde og gode og lader 
det regne både over retfærdige og uretfærdige" 
(Matt. 5:39, 43-45). 

En anden ting man skal erindre sig, i sit forhold til 
andre er, at man ikke må miste besindelsen. Ukontrol- 
leret vrede fordrejer ens logik, og udelukker visdom. 
Vi er alle påvirkelige for en opblussende vrede, men 
før vi handler kan vi få os selv under kontrol. Jeg har 
ofte tænkt på hvor lavt et kogepunkt unge missionær- 



35 




Martin Luther (1483-1546), en tysk 
præst, begyndte den protestantiske 
reformation ved at sætte spørgsmålstegn ved 
fremherskende religiøse sædvaner på hans tid. 
Han baserede sin teologi på skrifterne, 
en teologi som skulle lægge grunden for 
gengivelsen af evangeliet. 



36 



er har når de ser noget der ikke synes at passe ham 
eller hans religion. Men vi glemmer somme tider, at vi 
også kan fornærme andre. Vor lære virker fx fornær- 
mende på nogle mennesker. I en by i Brasilien fandt 
vore unge ældster ud af, at en protestantisk præst var 
begyndt at udgive negative foldere om kirken. Det var 
oplysninger, som man ikke ville have accepteret i 
Amerika, fordi folk generelt er for godt oplyst til at tro 
på de latterlige historier. Men folk i Brasilien begyndte 
at få forkerte forestillinger om kirken, og ældsterne vil- 
le gøre noget ved det. 

Jeg foreslog dem at tage et eksemplar af folderen 
med hen til præsten, hvis de kunne finde ham. Efter 
en del forberedelse fandt de ham, og de sagde: „Er du 
ansvarlig for denne udgivelse?" Han svarede lidt und- 
vigende og øjensynligt forlegen. De sagde: „Vi vil ger- 
ne gøre opmærksom på, at vi repræsenterer Jesu Kristi 
Kirke af Sidste Dages Hellige, og at dette materiale 
ikke er sandt. Det er ikke det vi står for. Vi bryder os 
ikke om at sådanne falske oplysninger om os bliver 
udbredt, men du skal vide, at når vi møder mennesker 
der har læst det, er det let for os at fortælle dem, hvor- 
dan det virkelig hænger sammen, og så får de natur- 
ligvis et dårligt indtryk af dig. Hvis du føler at du skal 
udgive den slags ting, så vær så god. Det skader os i 
virkeligheden ikke særlig meget. Det hjælper os på 
mange måder. Men vi ville foretrække at du lod 
være." Det løste problemet. 

Ved en anden lejlighed var to af vore missionærer, 
der var ret unge og uerfarne, blevet sendt ud for at 
åbne en ny by for missioneringen. Byen var næsten 
totalt katolsk og var domineret af den katolske biskop, 
som boede der. Da disse ældster gik omkring og kon- 
taktede folk, blev de ofte spurgt: „Ved biskoppen at I 
er her?" 

Så svarede de: „Det ved vi ikke." 

„Nå, så bliver det interessant at se, hvad der sker 
når han finder ud af det." 

En dag skete det så. Der kom en præst hen til deres 
lejlighed og afleverede et brev. Der stod i store træk: 
„Vi vil gerne vide hvilken myndighed I har til at kom- 





me her og undervise i jeres lære uden først at have 
fået tilladelse fra områdets biskop. Vi beder jer derfor 
om at komme til et særligt møde, der vil blive afholdt i 
den katolske kirke." 

Ældsterne ringede til missionskontoret. 

„Præsident, hvad skal vi gøre? Kan du komme og 
hjælpe os?" 

Jeg svarede: „Nej, det kan jeg ikke, men de har til- 
budt jer at forklare hvad vi tror på. Det er vel derfor I 
er her, ikke sandt?" 

„Jo, det er det vel, men hvordan skal vi klare denne 
situation?" 

Jeg sagde: „Jeg sender assistenterne ud til jer. Ac- 
ceptér invitationen, men på to betingelser. Sig: , Vi vil 
med glæde komme, hvis vi bliver behandlet høfligt, og 
hvis I vil forsikre os om, at vi får mulighed for at for- 
klare det vi tror på.' " 

Ved mødet rejste den præst sig der ledede mødet og 
sagde uden formaliteter: „Disse to unge mænd for- 
kynder deres religion, og vi har samlet jer for at høre 
det de tror på." Der var to eller tre hundrede menne- 
sker til stede, som alle var indflydelsesrige mennesker 
i byen. 

Ældsterne rejste sig og talte om frafaldet, gengivel- 
sen samt om Mormons Bog. Som afslutning sagde de: 
„Hvis I vil læse Mormons Bog og bede angående det I 
har læst, vil Herren give jer et vidnesbyrd". En præst 
bagest i salen sprang straks op og sagde: „Åh nej, nej, 
nej. Der er ikke nogen af jer, der må læse den bog." 
Alle lo. Det eneste problem der opstod var, da en Syv- 
ende dags adventist efter mødet kom op at skændes 
med en af præsterne. Vore ældster havde derimod 
mange behagelige samtaler med folk. Fra da af var det 
ikke noget problem at arbejde i byen. 

For det tredje må vi ikke skændes. Det fører aldrig 
til en forståelse. Jeg hørte engang på præsident Harold 
Wright, der for nyligt blev afløst som præsident for 
Mesa templet i Arizona. Han har i årenes løb tjent som 
stavspræsident og regionalrepræsentant og haft man- 
ge kontakter med ikke-medlemmer. Han sagde, at han 
i årevis tog til generalkonferencerne og lagde mærke 




J< 



lohn Wesley (1703-1791), en engelsk 
præst og grundlægger af metodismen, troede 
på at Helligåndens gave ikke fandtes på jorden 
på hans tid, fordi „kristne" var blevet 
„hedenske" og havde afvist Frelserens 
rene lære. Den teologi han udviklede spredte 
sig til de amerikanske kolonier, og åbnede 
vejen for et større værk. 



37 



til de mennesker, der uddelte anti-mormon litteratur, 
uden for tempelpladsen. Præsident Wright lagde 
mærke til en bestemt mand, som syntes at være med 
hver gang. I forbindelse med en konference gik han 
hen og talte med ham, og fandt ud af at manden var 
præst i Los Angeles. Præsident Wright talte med ham 
hver gang han kom til konference, og de blev venner. 
En dag sagde han til denne mand: „Har du nogen sin- 
de været med til et møde ved en generalkonference?" 

Manden svarede: „Nej, det har jeg ikke." 

Præsident Wright spurgte: „Vil du ikke gerne med 
ind?" 

Manden svarede: „Jo, det vil jeg meget gerne." 

Så han tog præsten med til mødet. Præsident 
Wright sagde, at hans ven havde følt en påvirkning 
som han aldrig før havde følt, og at han hele tiden 
omtalte denne følelse. 

Så vidt jeg ved sluttede denne præst sig aldrig til 
kirken, men hvilken smuk måde at reagere på, overfor 
én der har en anden mening! 

For det fjerde skal vi se vore muligheder for at un- 
dervise og bære vidnesbyrd. Mennesker der har givet 
udtryk for modvilje mod kirken har givet os et praj 
om, at de i det mindste tænker over det. I Brasilien 
lærte vi vore missionærer hvordan de skulle vende 
modstand til mulighed. Ofte ville de aflægge to eller 
tre behagelige besøg hos en familie, hvor så faderen 
en dag ville komme til døren og sige: „Vi har besluttet 
os for ikke at diskutere religion med jer mere." 

Vi lærte vore ældster hvordan de skulle give udtryk 
for det de følte, når de fik så skuffende nyheder. De 
skulle sige: „Vi er kede af, at I har besluttet jer for ikke 
at studere sammen med os mere. Vi har virkelig været 
glade for at komme hos jer, og I har været så venlige 
imod os." Faderen ville så naturligvis være nødt til at 
sige noget pænt som svar. 

Så skulle ældsterne sige: „Må vi få bare et øjeblik til 
at sige farvel til familien? Vi skal nok lade være med at 
trænge os på." 

Når ældsterne var kommet ind, ville de ikke prøve 
på at gennemtrumfe en diskussion, men blot sige: „I 



38 



har været venlige imod os, og det påskønner vi. Før vi 
går, vil vi dog gerne fortælle jer, som vort kald byder 
os, hvor meget evangeliet betyder for os." Så ville de 
forklare hvorfor de tror på det de gør. 

„Kan I huske da Joseph Smith knælede ned ved sin 
seng og bad Herren fortælle ham om han elskede ham 
eller ikke, og der så kom en engel til ham? Englen sag- 
de: Joseph, jeg er kommet til dig fra Guds nærhed, og 
han har en mission til dig, som vil gøre dit navn kendt 
for ondt og godt blandt alle mennesker.' Hvad sagde 
Joseph til englen?" (Se Joseph Smiths Skrivelser 2:33). 

Så svarede de: „Han sagde vel, at han ville gøre det 
Gud ønskede af ham". 

„Ja, det gjorde han. Han sagde ikke: ,Lige et øjeblik, 
hr. Engel. Jeg har ikke lyst til at tage på mission. Jeg 
ville bare vide om Herren elsker mig.' Det siger man 
ikke til en engel, gør man? Så vi er nødt til at fortælle 
jer, at en dag skal I stå foran Gud, og han vil spørge 
jer hvorfor I ikke lyttede til hans budskab. Vi ved ikke 
hvad I vil sige, men vi synes ikke at I bør afvise evan- 
geliet før I har knælet ned og spurgt Herren om hvad 
han vil at I skal gøre. Har I noget imod at vi gør det?" 

Efter bønnen var der mange mennesker der sluttede 
sig til kirken, selv om de havde besluttet sig for ikke at 
høre mere om evangeliet. For det femte: Lad os være 
forberedt. Jeg tænker ofte på broder Herschel Peder- 
sen, som var basketball-stjerne ved Brigham Young 
universitetet for mange år siden. Han fortalte at da 
han en dag spiste frokost og læste i skrifterne på sit ar- 
bejde, så en rå fyr kikke ind ad døren og sige: „Nå, du 
sidder og læser det der, hvad?" 

Broder Pedersen sagde: „Ja. Og hvad ved du da om 
disse bøger?" 

Manden sagde: „Dem ved jeg alt om". 

„Nå, så det gør du," sagde broder Pedersen. „Så sig 
mig lige, hvornår Frelseren kommer igen, og hvilken 
farve hans tøj vil have." 

Manden sagde: „Det er da let nok. Det vil være 
hvidt". 

Broder Pedersen sagde: „Det er nu ikke det, der står 
her." 



„Nå ikke, hvilken farve vil det så have?" 

„Hvorfor prøver du ikke at finde ud af det?" 

Broder Pedersen ville ikke fortælle ham det. En uge 
eller to senere kom manden tilbage, parat til endnu en 
diskussion. Efter et stykke tid sagde han: „Sig mig, 
tror du, at der er håb for en fyr som mig?" 

I kan eventuelt på forhånd tænke over hvilke 
spørgsmål I vil stille. Hvad vil et ikke-medlem få ud af 
dette skriftsted: 

„Det skal ske i de sidste dage, at Herrens huses 
bjerg, grundfæstet på bjergenes top, skal løfte sig op 
over højene. Did skal folkene strømme" (Esajas 2:2). 

Vi ved alle hvad det betyder. Det får os til at tænke 
på templet i Salt Lake City. Men hvis I ikke var med- 
lemmer af kirken, hvad ville I så få ud af det? I ville 
ikke vide hvad det betyder. Det er et godt spørgsmål. 
I kunne også spørge om hvad Frelseren mente i 
Johannes kapitel 10: 

„Og jeg har andre får, som ikke hører til denne fold; 
også dem bør jeg lede, og de skal høre min røst; og der 
skal blive én hjord, én hyrde" (vers 16). 

Hvis I ikke var medlemmer af kirken, ville denne 
udtalelse være et mysterium. I kan prøve at spørge no- 
gen om, hvem de tabte får var, som hørte Frelserens 
røst. Husk blot, at I har svaret. 

For det sjette skal vi dele vort vidnesbyrd med 
andre. Vi har ikke alle svarene, men vi behøver ikke 
at vide alt for at have et vidnesbyrd. Hvis I ikke 
kender svaret på et spørgsmål, så bær jeres vidnes- 
byrd. Måske vil den der stillede spørgsmålet ikke tro 
jer, men han vil vide, at I er oprigtige i jeres tro. 

For det syvende skal vi efterleve vor religion. Vi skal 
alle gøre det til en vane at efterleve vor religion, så an- 
dre mennesker kan se, hvad vi står for. For mange år 
siden, da jeg gjorde tjeneste i hæren, tror jeg ikke at 
jeg nogen sinde havde en nær ven, der ikke var med- 
lem, som ikke vidste at jeg var medlem af kirken og at 
jeg havde været missionær. De behandlede mig med 
største respekt, og beundrede mine standarder. Jeg 
tror ikke at jeg nogen sinde gav mine venner grund til 
at tænke dårligt om kirken i alle de år jeg gjorde tjene- 



ste sammen med dem. 

En af disse venner sluttede sig til kirken. Jeg prædi- 
kede ikke et ord til ham om evangeliet. Der var en an- 
den der fandt ham og underviste ham, men jeg går ud 
fra at han kunne huske den unge fyr ved navn Banger- 
ter, som var mormon, og at han kunne huske hvordan 
jeg havde levet. Det håber jeg i hvert fald. 

Vi undskylder ikke 

Lad mig lige slå vort standpunkt fast. Skønt vi skal 
behandle andre med venlighed, tolerance og respekt, 
skal vi stå fast på det der er blevet åbenbaret til os. Vi 
undskylder ikke at vi ikke har de samme lærdomme 
og principper som andre kirker har. Vi kan tale om det 
på en varm og venlig måde, men vi undskylder det ik- 
ke. Vi har ikke iværksat denne gengivelse. Det gjorde 
Gud. Hvis andre ikke påskønner kirken og dens lær- 
domme så ved vi alligevel, at de er sande. 

Nogle mennesker ønsker at evangeliet ikke blev gen- 
givet. Nogle mennesker bliver fornærmede over, at 
der kunne være levende profeter og apostle på jorden. 
Nogle mennesker hader tanken om at Gud faktisk 
kunne tale fra Himlen igen. Jeg ved ikke hvorfor, men 
jeg går ud fra at deres fædres overleveringer har frem- 
met disse holdninger i dem, til det punkt, hvor tanken 
om en genoprettelse virker fornærmende på dem. 

Ikke desto mindre ved vi, at Gud har talt til os - at 
han i disse sidste dage har frembragt sit evige evange- 
liums fylde for at forberede menneskene på at vende 
tilbage til hans nærhed og blive ophøjet i hans celestia- 
le rige. Vort vidnesbyrd er, at Gud lever, at Jesus i 
sandhed er Frelseren og Forløseren, at Joseph Smith 
blev kaldet til at være det middel Gud brugte til at 
gennemføre genoprettelsen i de sidste dage. Sidste 
dages hellige forstår disse sandheder, og vi skal være 
tro mod denne forståelse. □ 



Denne tale blev holdt på Brigham Young University 
den 4. august 1985. 



39 



ISÆR FOR UNGE 



„ 



OPSKRIFT PÅ 
NADVERMØDETALER 



Chris Crowe 



Det var en tropisk søndag eftermiddag, og der 
var alt for varmt i kirken. Min hustru kæmpede 
med børnene for at få dem til at være ærbødi- 
ge, og jeg kæmpede med mine øjenlåg, for at holde 
dem åbne. Det så ud til at vi begge skulle tabe. 

Taleren hjalp mig ikke synderligt i min kamp imod 
nadvermødeluren. Han var en typisk ung taler, der 
fulgte det mønster alle de unge talere i vores ward 
fulgte - han læste højt fra en bog. 

Mens han mumlede videre overgav både min hustru 
og jeg os: Hun tog børnene med ud i forhallen, og jeg 
faldt i søvn. Med hovedet foroverbøjet og ansigtet hvil- 
ende på hænderne slumrede jeg snart sødt. 

Måske slumrede jeg for sødt, eller også var der en 
der gav mig en albue i siden - det er sket før. I hvert 
fald gled mit hovede ud af hænderne og „bump!" slog 
jeg panden imod bænken foran mig. 

Jeg har normalt ikke den slags problemer under 
navermøderne, men en kedelig taler, og en overvarm 
kirkesal gør mig næsten altid døsig. 

Somme tider er det dog let at lytte til og lære af taler- 
ne, ligegyldigt hvor ubehagelige omgivelserne er. Det 
er taleren, og ikke omgivelserne der har den døsende 
virkning på mig. Hvad skal der så til for at blive en god 
taler? Kan alle, også unge talere, holde interessante 
taler i kirken? 

Jeg havde aldrig rigtigt tænkt over hvorfor nogle 
talere var mere interessante end andre, før en af mine 
egne taler mislykkedes. Jeg havde forberedt det jeg 
mente var en god tale om fædrelandskærlighed med 
masser af citater og skriftsteder, men de hjalp ikke 
stort. Jeg endte med at dysse folk i søvn. Jeg var så 
skamfuld, at jeg svor, at jeg aldrig mere ville holde en 
kedelig tale. 

Jeg begyndte at lægge mærke til hvad andre talere, 
interessante talere, gjorde i deres taler. Nogle få uger 
efter min nadvermødefiasko var jeg til en fireside, hvor 
vort stavspræsidentskab skulle tale. De holdt alle en in- 
spirerende, stimulerende tale, og da jeg så mig omkring 



40 



var der ikke en blandt tilhørerne der så ud til at kede 
sig. 

Andenrådgiveren talte først. Han talte om sin barn- 
dom i en lille by, og om hvordan han havde gjort en 
ekstra indsats for at gøre sig til ven med en dreng, som 
var blevet udstødt af alle de andre børn i skolen. Han 
fortalte os om hvordan denne dreng tyve år senere, 
som en fremgangsrig forretningsmand, kom og takke- 
de ham for hans venlighed. Han sluttede sin tale med 
at citere et skriftsted om sjæles værdi og med at bære 
sit vidnesbyrd om evangeliet. 

Dernæst talte førsterådgiveren om sin oldemor, en 
kvinde som personligt havde kendt alle kirkens præsi- 
denter siden Brigham Young. Han fortalte om sit sidste 
besøg hos hende, og hvordan hun havde opfordret 
ham og hans unge familie, med fast men ældet stem- 
me, til at „Bevare troen". Han læste så et skriftsted 
om at holde ud til enden og sluttede sin tale med at 
bære sit vidnesbyrd om vigtigheden af vedvarende at 
bestræbe sig på at gøre godt. 

Vor stavspræsident var den sidste taler. Han talte om 
vigtigheden af at vise kærlighed i familien og fortalte 
historien om den sidste gang han så sin far i live. Hans 
forældre var ved busstoppet for at sige farvel til ham, 
da han skulle på mission. Han havde givet sin far 
hånden, omfavnet og kysset sin mor, og så steget om- 
bord på den ventende bus. Da han steg ombord på 
bussen, tilskyndede Ånden ham til at gå tilbage til sin 
far og sige farvel igen. Vi lyttede intenst, mens han for- 
talte om hvordan han stod af bussen, gik tilbage til sin 
far og omfavnede og kyssede ham for sidste gang. 
Hans far levede ikke længe nok til at se ham igen. 

Til sidst bar han sit vidnesbyrd om vigtigheden af at 
vise kærlighed imod hinanden i vore familier. Vi var 
alle dybt rørt og inspireret af hans budskab. 

Efter mødet tænkte jeg over det de tre talere havde 
gjort for at give en interessant og opløftende tale. De 
havde alle brugt skrifterne til at undervise i et evange- 
lisk princip, de fortalte en relevant, inspirerende histo- 



rie eller personlig oplevelse, og de bar deres vidnes- 
byrd. 

Ved den næste generalkonference lagde jeg mærke 
til at mange af generalautoriteterne anvendte den sam- 
me skriftsted-historie-vidnesbyrd formular i deres taler. 
Kunne denne samme formular med held anvendes af 
andre? 

Jeg besluttede mig for at prøve skriftsted-historie-vid- 
nesbyrd kombinationen i min næste tale for at se om 
det forbedrede min effektivitet. Jeg talte om templet og 
den dejlige oplevelse det var for mig og min familie, da 
vi blev beseglet til hinanden. Jeg forklarede så vigtig- 
heden af templerne og citerede et skriftsted, for at un- 
derstrege min pointe. Til sidst bar jeg mit vidnesbyrd 
om templerne og om de evige velsignelser de giver os. 

Menigheden rejste sig ganske vist ikke og klappede 
da jeg var færdig, men de faldt heller ikke i søvn. I vir- 
keligheden var der mange der roste mig for min tale - 
noget som ellers kun min hustru og biskoppen har for 
vane. Jeg var tilfreds med den tale jeg havde holdt. 

Alle kan holde tale ved et nadvermøde, og næsten 
alle gør det, på et eller andet tidspunkt. Det bliver snart 
din tur (igen), og du kan gøre talen til en bedre og me- 
re interessant oplevelse for dig og for dine tilhørere, 
hvis du bruger nogle af de enkle trin de effektive talere 
anvender. 

For det første skal du under bøn vælge eller overveje 
dit emne. Dernæst skal du ransage skrifterne og finde 
et eller to passende skriftsteder. Dernæst gennemgår 
du dine egne oplevelser [eller andres oplevelser, som 
du har læst om) og udvælger dig en opløftende historie 
at fortælle. Til sidst planlægger du at bære dit vidnes- 
byrd om det princip du har behandlet i din tale. 

Hvis du bruger disse fire skridt når du planlægger din 
næste tale, og hvis du er velforberedt, vil du holde en 
effektiv, interessant tale ved nadvermødet. 

Og jeg lover dig ikke at falde i søvn. □ 




Mit skoleskab smæk- 
kede i, mens jeg 
sprang ned ad trap- 
perne for ikke at komme for 
sent til min 7. klasses orien- 
teringstime. Jeg skulle kom- 
me med et forslag til et pro- 
jekt som vi kunne arbejde 
med. Jeg mente at det ville 
være spændende at bygge 
en vulkan af papmache, 
men vidste at mor formo- 
dentlig ville hjælpe mig med 
at komme i tanke om noget 
som fx kapillærkraften ved 
hjælp af en selleristængel 
og noget rødt frugtfarve. 
Netop som det ringede 
ind satte jeg mig på min til- 
delte plads bagest i klasse- 
værelset. Jeg var efterhån- 
den ved at hade når vi fik 
tildelt pladser i alfabetisk or- 
den, for jeg kom altid til at 
sidde helt bagest i lokalet. 
Jeg havde næsten ikke 
engang tid til at snakke lidt 
med Julie Westergaard, som 
var en af de få elever der 
sad længere nede end jeg, 
da min orienteringslærer 
begyndte at tale. Han var 
øjensynlig oprevet over no- 
get, og nu skulle vi altså hø- 
re hvad det var. Han be- 
gyndte dagens lektie - ikke 
om orientering, men om at 
De forenede Stater stod 
overfor en alvorlig militær- 
krise. Sovjetunionen sendte 
skibe lastet med missiler til 
Cuba. Vor præsident havde 
lavet en blokade for at 
standse dem. 

„Det kan betyde krig," 
sagde min lærer, idet han 
slog i bordet for at under- 



42 



ENDEN ER 

IKKE 

ENDDA 



Janet Thomas 



I denne problemfyldte verden 
er Herrens løfter sikre. 



strege det han havde sagt. 
„Verden, som vi kender den 
nu, kan være ødelagt på en 
halv time. Ved I hvad en 
atomkrig ville betyde? Det 
ville blive jordens endeligt". 

Jeg sad som forstenet i 
min stol. Lyden af min læ- 
rers stemme syntes så langt 
borte, og den største larm 
kom fra mit blod der banke- 
de i mine ører. Jeg var 
skrækslagen, men jeg lod ik- 
ke den skræk og panik jeg 
følte inden i mig slippe ud. 
Resten af dagen hengik som 
i en tåge. 

Jeg gik hjem fra skole den 
dag, mens min orienterings- 
lærers ord blev ved med at 
gentage sig i mit sind. „Ver- 
den kan være ødelagt på en 
halv time". 

Jeg nævnede ikke noget 
om mine bekymringer for 
mine forældre. Jeg var en 
voksen 1 2-årig og forsøgte 
at vise min uafhængighed 
ved ikke at betro min mor 
alle mine bekymringer. 

Efter aftensmaden sad jeg 
ved mit skrivebord på mit 
værelse, for at lave lektier. 
Jeg var normalt ikke så 
pligtopfyldende at jeg lave- 
de mine lektier så tidligt. 



men det synes at være det 
eneste der kunne aflede mi- 
ne tanker fra bekymringer- 
ne om truslen om en ver- 
denskrig. Efter et stykke tid 
var jeg træt af at lave lektier 
og begyndte at rode med 
andre ting, som jeg fandt 
rundt omkring. Mens jeg 
sorterede en stak papirer 
fandt jeg et bogmærke, som 
jeg havde fået i Unge Piger 
tidligere på året. Bagpå stod 
der en foreslået læseplan 
for hele året. Jeg havde ikke 
lagt mærke til læseplanen 
før, men da jeg var ved at 
trække tiden ud, inden jeg 
skulle tilbage til mine lektier, 
besluttede jeg mig for at læ- 
se det første afsnit der var 
foreslået på listen - Mattæus, 
i Joseph Smiths oversættel- 
se, som findes på de sidste 
sider af Den kostelige Perle. 
Snart gjorde tårer det van- 
skeligt for mig at læse, og 
jeg blev omsluttet af en 
varm følelse af ro, da jeg læ- 
ste det 23. vers: „I skal også 
få at høre om krige og krigs- 
rygter. Se til, lad jer ikke 
skræmme; thi alt, hvad jeg 
har sagt jer, må ske; men en- 
den er ikke endda" (Joseph 
Smiths Skrivelser 1 :23). 



Jeg læste videre om de 
sidste dage og om tidernes 
tegn, før Kristus skulle kom- 
me igen. Men den frygt og 
panik jeg havde følt i orien- 
teringstimen var helt væk. 
Jeg vidste, at vor himmelske 
Fader var med os, og at ver- 
densbegivenhederne blot 
var, som de var blevet pro- 
feteret. Jeg havde ingen 
grund til at frygte. 

Siden den aften, hvor jeg 
sad alene på mit værelse 
sammen med Den kostelige 
Perle, har jeg haft den rolige 
følelse, mens de begivenhe- 
der der kan synes truende, 
er sket. Jeg kan ikke accep- 
tere volden i verden, og 
længes sammen med det 
meste af menneskeheden 
efter fred, men jeg kender 
profetierne i skrifterne, og 
har deri fået et løfte om, at 
jeg ikke behøver at frygte. 
□ 



Send os din historie 

Mange mennesker har 
fået svar på deres bønner 
eller fundet den nødvendige 
trøst i skrifterne. Hvis du har 
haft en oplevelse hvor et 
skriftsted gjorde en forskel i 
dit liv, så skriv om det og 
send det til os. Tænk ikke på 
hvor kommaerne skal stå; vi 
vil hellere end gerne høre 
det med dine egne ord. 

Skriv til: 

Editorial Advisor, 
Translation Division, 
Postfach 1568, 
6382 Friedrichdorf 1 




Illustreret af Perry L. Van Schelt 



EN LEKTIE 
I MAJSMARKEN 




Sandra Stallings 



Mens jeg voksede op og af og til løb ind i frustra- 
tioner, sagde min far altid: „Du skal bare huske 
på, at det går over. Det varer ikke evigt". 

For nyligt befandt jeg mig i en af de situationer, hvor 
jeg ønskede at nogle af mine problemer ville forsvinde 
og nogle af mine drømme ville gå i opfyldelse. Ingen af 
delene lod dog til at ske. Jeg begyndte at grunde over 
om ting somme tider kom for at blive. Jeg grundede 
over hvorfor nogle bønner syntes at forblive ubesvaret 
og hvorfor nogle velsignelser blev holdt tilbage. 

Mens jeg besøgte mine forældre fandt jeg svarene i 
majsmarken. 

Det var lørdag, og køkkenhaven skulle vandes. Da 
jeg nu var hjemme, meldte jeg mig frivilligt til opgaven. 

„Vand alt, undtagen majsen," sagde far, da jeg gik 
ned imod renden med min skovl. Jeg tænkte på hvad 
min far mon havde imod majs. 

„Er du sikker på at den ikke skal vandes?" spurgte 
jeg. Han besluttede sig for at gå hen og se efter. Vi 
gik ud til haven sammen, og så på majsen, som var 
omkring 50 cm. høj. Bladene var ved at visne, og var 
begyndt hænge i varmen. 

Som sædvanlig havde vi sået i haven ved vor familie- 
aften den sidste uge i maj. Det havde været frostvejr 
nogle få dage før månedens slutning, og så havde 
sommeren taget fat. 

I år havde far sået ærter, bønner, majs og squash, og 
lagt kartofler. Vor have så helt normal ud efter årstid- 
en. Alt var blevet vandet to eller tre gange siden det 



var blevet sået og plantet, undtagen majsen. Det var 
ved at blive juli, og far havde stadig ikke vandet den. 

„Jo, det er vel tid at vande den nu," sagde far, da 
han havde set på de hængende blade. Så forklarede 
han hvorfor han havde ventet så længe. 

„Hvis man vander majs når den begynder at vokse, 
skyder den op med rasende fart. Men den udvikler ikke 
rodsystemet som skal støtte den, når den bliver høj, og 
så duer den ikke rigtig til noget". 

Da han gik, begyndte jeg at tænke over det han 
havde sagt. Han styrede majsen, så den udviklede sig 
bedst muligt, og så der blev balance mellem roden og 
stænglen. 

Jeg tænkte over mit eget liv, og hvor stor lighed 
det havde med majsen. Jeg havde råbt på vand, inden 
mine rødder var færdigudviklet. 

Jeg huskede en tale som ældste Neal A. Maxwell 
havde holdt på Ricks College. Han talte om at blive 
„plantet, rodfæstet og etableret." Måske tillod Herren, 
at jeg gik en lille tid uden vand, så jeg kunne blive 
plantet og få rodfæste i evangeliet. Måske var der tål- 
modighedsrødder der skulle udvikles. Jeg kunne arbej- 
de på tolerance og kærlighed. Jeg tænkte på mange 
områder i mit liv, hvor mine rødder var svage. 

Jeg har lært ikke at være så ked af de tørre perioder i 
mit liv, fordi jeg ved at Mestergartneren vil sende vand 
i sin egen tid. Og når det kommer, vil det, som ældste 
Maxwell kalder det, komme efter Malakias' målestok, 
nemlig „i overmål" [Malakias 3: 1 0). □ 



44 



46 




Når hele verden synes at snurre rundt foi 



Elder Russell M. Nelson 

De tolv apostles Kvorum 



Det var en af de særlige lejligheder hvor en datter 
kommer til sin far med et ærligt spørgsmål, der 
kræver et velovervejet svar. Spørgsmålet der 
blev stillet af denne smukke teenage datter lød: „Hvor- 
dan kan jeg, med a\ den onde påvirkning der findes 
omkring mig, være ,1 verden,' og alligevel opretholde 
standarder der er acceptable for dig og min himmelske 
Fader?" 

„Der er to vigtige kræfter i verden," svarede faderen. 
„Centrifugalkraften og centripetalkraften. Ordet centri- 
fugal kommer fra latin, og betyder det der flygter bort 
fra centrum. Centripetalkraften er en kraft der søger 
ind mod midten". 

„Her stiller jeg et ganske enkelt spørgsmål, og du giv- 
er mig et kompliceret svar!," sagde datteren utilfreds. 
„Kan du ikke bare give mig et enkelt svar?" 

„Jo, men lad mig forsøge at vise dig hvad jeg mener. 
Lad os tage et garnnøgle og stille det på pladespille- 
ren." Han satte garnnøglet på yderkanten af pladespil- 
leren og sagde: „Tænd den så". 

Pigen tændte den, og efter 3-4 omgange fløj garn- 
nøglet af. 

„Sluk for pladespilleren," sagde faderen, „og læg 
garnnøglet på midten af pladespilleren. Tænd så igen 
for pladespilleren". 

Hun gjorde som hun fik besked på, og pladespilleren 
kørte rundt og rundt, men denne gang faldt garnnøg- 
let ikke af. 

„Det er det jeg mente med centrifugal- og centripe- 
talkraften," fortsatte faderen. „En kraft får genstanden 
til at fjerne sig fra centrum, og den anden fører den 
mod centrum". 

Han smilede da han mindede datteren om hendes 
yndlingsforlystelse på legepladsen, da hun var mindre. 
„Kan du huske hvor meget du legede på den store kar- 
rusel? Du og de andre børn plejede at kæmpe jer frem 




r dig, er midten det sikreste sted at stå på. 



mod midten og holdejer fast mens karrusellen kørte 
rundt. Det var ligesom en stor pladespiller". 

„Nåh ja," svarede datteren, „når karrusellen begynd- 
te at køre gled børnene ude på kanten lige så stille af, 
ligesom garnnøglet, og dem der kunne holde sig nær 
ved midten blev hængende på. Jeg forsøgte at kæmpe 
mig fra kanten og ind mod midten, men det var meget 
svært. Jeg måtte kravle og trække mig afsted. Og som 
om det ikke var svært nok, så skulle jeg altid passe på 
de børn der ikke klarede den, for de greb som regel fat i 
de andre og forsøgte at rive dem med af også". 

„Sådan er det på en måde også her i livet," forklare- 
de hendes far. „Der er kampe, og folk der er på vej ned 
forsøger ofte at trække de omkringstående med sig. Vi 
forsøger derimod at kravle i modsat retning af de kræf- 
ter der forsøger at trække os ned." 

Tilbage til dit spørgsmål. „Hvordan kan du være sam- 
men med dine venner, uden at blive trukket ned af ver- 
dens standarder. Hvis du vil op og frem, skal du opføre 
dig på én måde. Hvis du vil ned og ud, skal du opføre 
dig på en anden". 

„Jeg vil op, far," svarede hun. „Jeg vil nå mine mål - 
mine evige mål". 

„Hvis det er den vej du har valgt at gå, så lad os lære 
lidt af de dygtige bjergbestigere du mødte for ikke så 
længe siden. Hvad husker du bedst fra deres oplevel- 
se?" 

„Jeg lærte så meget, men det vigtigste jeg kan huske 
er deres forudgående planlægning. De tog højde for alt 
hvad der kunne ske, og havde i forvejen truffet beslut- 
ning om det de ville gøre, ligegyldigt hvad der end 
skete. 

Deres samarbejde imponerede mig også. Når de hav- 
de store problemer at overvinde, og højder at forcere, 
bandt de sig sammen med reb. Rebene var gjort fast til 
noget solidt oven over dem, mens de trak sig opad. Fra 



tid til anden virkede de mennesker de var bundet sam- 
men med, som et anker. Vi så billeder af en bjergbestig- 
er der hang i luften, mens han blev tøjret til folk som 
han stolede på, både over og under sig. Han faldt ikke, 
fordi han var bundet til andre mennesker! 

De opretholdt også en effektiv kommunikation. Selv 
om de var midlertidigt adskilte havde de altid en effek- 
tiv forbindelse med hinanden. Det var som om, at jo 
nærmere de kom til en mulig fare, jo mere lænede de 
sig ind imod midten". 

„Var der nogen der spurgte: ,Hvor tæt kan jeg kom- 
me til kanten?'" spurgte faderen. 

„Nej! Lige omvendt. De lagde altid vægt på hvor tæt 
de kunne komme til midten!" Datterens ansigt lyste op, 
og hun sagde glad: „Nu begynder jeg at forstå, hvad 
det er du forsøger at fortælle mig". 

„Hvis det er tilfældet," sagde hendes far, „så lad os 
overføre dette til dit spørgsmål. Noget af det vigtigste 
du kan gøre, når du står over for livets farlige bjergbe- 
stigning er, at planlægge på forhånd. Du skal vide hvil- 
ke problemer du kan komme ud for, hvilke fristelser du 
kan få. Ugegyldigt hvad dit problem måtte være, skal 
du beslutte dig på forhånd til, hvordan du vil reagere - 
hvilke skridt du vil tage - ligesom bjergbestigerne. 

Husk, at du er medlem af et hold. Med usynlige ,kær- 
lighedsreb' er du forbundet til de mennesker der dag- 
ligt beder for dig, og trækker dig fremad. Dine forfædre 
interesserer sig for dig og støtter dig. Slægtninge, lære- 
re i skolen og i kirken og gode venner forsøger altid at 
løfte dig. Hvis du nogen sinde har venner der forsøger 
at trække dig ned sammen med dem, så ved du, at de 
ikke er sande venner. Virkelige venner trækker aldrig 
nedad; de løfter dig altid! 

Kommunikation er lige så vigtig i dit liv, som det er 
for bjergbestigerne. Jeg påskønner meget, at du har 
ønsket at kommunikere med mig om dette vigtige 



47 



48 





Hvis du ankrer den verden, 
som du lever og handler i, 
fast til evangeliets jernstang 
vil livets musik lyde smukt 
i dine ører. 



spørgsmål, og vor himmelske Fader påskønner i høj 
grad når du kommunikerer med ham i bøn. 

Og endelig, når faren melder sig skal du altid se 
ind imod midten. Husk på, at din pladespiller ikke ville 
producere særlig god musik, hvis det ikke var for den 
lille jernstang i midten, som ankrer pladen fast til den 
roterende skive. Hvis du ankrer den verden, som du 
lever og handler i, fast til evangeliets jernstang vil 
livets musik lyde smukt i dine ører. 

I dette og i andre vigtige spørgsgmål du har, skal du 
holde fast ved midten. Vid hvad dine kære ville gøre i 
lignende omstændigheder. Tænk over hvad Herren 
ville råde dig til at gøre. Hvis du er fast forankret til 
jernstangen, som er Guds ord, vil du være sikker i 
dine handlinger. Fristelsens vinde kan ikke blæse dig 
af, men vil finde at du er sikkert plantet, i midten, 
på vej imod din frelse og ophøjelse. 

Gud har store velsignelser i vente til dig. Du vil nå de 
højder som han har placeret inden for din rækkevidde. 
Han vil i sidste ende belønne dig for din lydighed. Lyt 
til hans løfte: „Hvis du er trofast vil du ,arve troner, 
riger, fyrstendømmer og magter, herredømme ... og 
en fortsættelse af slægten fra evighed til evighed" 
(L&P 132:19). Dette, min datter, er hvad jeg ønsker 
for dig, og hvad vor himmelske Fader ønsker, 
for dig og for alle hans børn. □ 




VI LE VE R I EN T ID, 

_0M HVILKE N HER REN SAGDeT 

AT MENNESK EN ES HJER TER IKKE 

VILLE VÆRE TI LSTRÆKKELIG T 7 

STÆRKE, IK KE KUN F YS ISK, 

MEN OGS Å ÅNDE LIGT 

(S E L&P 45 :26). 

DER ER M ANGE, DE R MISTER 
MODET I LIVETS KAMP. .. . 
~~ DE, S OM ER FO RTVIVLEDE, 

BØ R GÅ TIL H ERREN, 

FO R HANS ÅG ER GA VNLIGT, 
OG HANS BYRDE ER JLET. 

PRÆSIDENT EZRA TAFT BENSON